Annonce
Første beretning fra jordomrejse: Rottehullet i verdens ende
Jens Erik Kjeldsen er ombord på et »sejlskib, der jager over Nordatlanten gennem natten som et nattog,« skriver han idette første rejsebrev fra sin nye jordomsejling. Han forbereder sig til »100 års ensomhed i 7 måneder«, skriver han i avisen AG.
Jens Erik Kjeldsen forlod Nuuk i juli alene på skibet Kigdlua og vil i de kommende to år skrive rejsebreve med jævne mellemrum i avisen AG. Her følger et uddrag af den første beretning:
Annonce
Afsejlingen onsdag den 27.juli kl. 10.30 var formidabel med serpentinere der holdt os forbundne til de bristede. En langt større bevågenhed, end vi fortjener, blev os forundt – men hvor er folk dog flinke. En bid af dem alle er ombord.
Passerende »Kigdlua«s findested »Kigdlup Ilua« i Narsaqløbet ofredes 2 slatter rom hjemtaget fra vulkan-destilleriet på Martinique, i havet som tribut, hvor jeg måtte skåle med. Så slukkedes motoren, sejlene sattes med vindroret på plads og en fortrinlig Nordvesten skød os sydover med over 8 knob i pustene og holdt på gennem tågen hele natten til 40 sømil vest for Avigait, hvor det dog blev klart, at 400 liter vand i døgnet fra den vippende båd gennem det flækkede selvlænsende rør ned gennem cockpitgulvet og ud over motoren var for meget. Jeg måtte ind til Paamiut.
Ørred og rensdyr
Og atter måtte jeg her konstatere, hvor dejlig en familie jeg er gift ind i – min svoger Herman kom ned med frisk ørred og senere 20 kg rensdyr til turen fra sidste års fangst. Kendte ansigter dukkede op i en lind strøm, og efter plastrøret ved aften var pakket i glasfiber, og jeg havde sovet en time, kunne jeg atter stikke ud i tågen og svag modsø for motor.
Og atter måtte jeg løbe fra side til side i cockpittet for at kigge ordentligt frem, for der skal kun et enkelt af de spredte isfjelde til – de kan ligge langt ude med deres eget liv, og jeg var mere end, hvad behageligt er, tæt på et stort, hvor jeg et øjeblik havde hvilet albuerne på lugekarmen.
Syd for Toornaarsukløbet klaredes en stund og Kunnaats tinde, som jeg fra 1974 dagligt havde betragtet under min soldatertid, hilste som den har for vane, inden tågen atter pakkede. Jeg gik ind mellem Toornaarsukløbets menneske- og dyrelignede klippeformationer og ankrede og sov et par timer i Aurora-havn.
Læse hele Jens Erik Kjeldsens beretning om turen over Atlanten i denne uges udgave af AG, som du kan få adgang til her: