Grønland i Tivoli 2017
Folkefest sætter fokus på de personlige styrker
På mandag og tirsdag er der for 41. gang folkefest i Tivoli: Grønland i Tivoli. I år har arrangørerne sat fokus på de personlige styrker, som vi kan være stolte af.
Arrangørerne har allieret sig med Nukiga, som er et initiativ under Det Grølandske Hus i Aarhus, og som i forbindelse med Europæiske Kulturhovedstad har taget intiativ til en lang række events i den jyske hovedstad.
Videoklip på storskærm
I Tivoli vil der på storskærme blive vist videoklip med artister og gæster, der fortæller om, hvad de hver især har som personlig styrke. Der vil være konkurrencelodder, hvor gæsterne blandt andet skal skrive om deres styrke, og hovedpræmien er et rejsegavekort fra Air Greenland.Ambitionen er, at få skabt stolte og positive historier om hinanden, fremgår det af en pressemeddelelse, hvor den fælles ambition er at styrke fortællingen om Grønland.
- Tivoli er den suverænt mest besøgte attraktion i Danmark, udover at der kommer mange danskere i Tivoli, så er der også en stor international søgning om sommeren. Det er de perfekte rammer for Nukigas nye fortællinger om Grønland, hvor fordomstiden fordomme kan manes i jorden, og hvor vi med stolthed kan fejre det grønlandske fællesskab. Grønland i Tivoli er ikke kun vores årlige folkefest, men også et udstillingsvindue for folket, kulturen og erhvervslivet, udtaler Miki Jensen, der er projektleder for Grønland i Tivoli.
Tankerne om Grønland
Direktør for Det Grønlandske Hus i Aarhus, Jørn Holbech, udtaler:
- Den oprindelige idé bag Nukiga var at skabe et vindue for Grønland i Aarhus, og at kulturen skal ud i bylivet, og ikke kun være forankret til et hus. De negative fordomsbilleder af grønlændere skal erstattes af et langt mere positivt syn. Vi har på forholdsvis kort tid oplevet en bred folkelig tilslutning til vores events og en samarbejdsvillighed fra institutioner. Vi vil gerne få alle til at tænke, at Grønland, er moderne, spændende og innovativt, pointerer Jørn Holbech.