Flere hundrede år gammel hytte undrer arkæologerne

Sydgrønland, sidst i 1400-tallet.

En kvinde sidder mutters alene i en lillebitte hytte. Vinden hyler og hviner omkring den lille stenhytte, som står aldeles udsat på toppen af en bakke. Kun få hundrede meter fra isen, hvor den kolde blæst vælter ind fra.

Utæt rønne
Den utætte rønne kan ikke engang kaldes et hus. For den var aldrig bygget til beboelse; væggene er forstærkede med fliser, og hun har selv bygget briksen til at sove på og ildstedet i hjørnet, som hun nu sidder og krummer sig sammen over, mens hun forsøger at få gang i flammerne ved at slå en ildsten mod ildstål.

Koldt
Det er så koldt, som hun aldrig har oplevet det før. Østerbygden plejede at være fyldt med mennesker, der levede af at hyrde husdyr i fjeldene og jage sæler i fjorden, men efterhånden blev vejret værre og værre, og nu er der ingen andre end hende tilbage. Nabolaget, Vesterbygden, har været tom i al den tid, hun kan huske, men hendes forældre plejede at fortælle om dengang, også den var et virvar af liv.

Nu er de alle væk, og der er kun hende. Hende og hendes magi. Hun er vølve.

Sådan tænker en arkæolog
Historien herover er næsten det pure opspind; men også kun næsten. Den er nemlig en af de forklaringer, som arkæologen Christian Koch Madsen i øjeblikket har i spil for at forstå et meget mærkværdigt arkæologisk fund, som for nylig blev gjort i Sydgrønland, helt op af gletcheren Sermeq Kangilleq i det nordøstlige Tasikuluulik. Det skriver Videnskab.dk.

Fortolker fund
Det er en typisk arbejdsgang for en arkæolog: Fundet bliver gjort, og tolkningen går i gang. Han analyserer på baggrund af alt, hvad han kan komme til. Selve fundmaterialet, lige fra husets form til de enkelte genstande, øvrige fund i området, den omkringliggende natur, historisk kildemateriale og så videre, og så videre.

Læs mere på Videnskab.dk: Kæmpestudie afliver sejlivet vikinge-myte

Søger forklaringer
Vi følger i artiklen her Christian Koch Madsen, fra han finder de første mærkelige sten, til han begynder at gå på jagt i historien efter forklaringer på sit fund. Målet er at blive klogere på arkæologers arbejdsmetoder, fra de gør et fund, til der foreligger en færdig videnskabelig artikel.

På nuværende tidspunkt findes der endnu ikke dateringer på fundet, så vi kan ikke lave færdige konklusioner – men vi kan ræsonnere og argumentere, som en ægte arkæolog ville gøre det.

Regnede ikke med at finde noget
Nordboerne, de grønlandske vikinger, kaldte området for 'Vatnahverfi' ('Sø-distriktet'). Vatnahverfi var en del af det område, der gik under navnet Østerbygden, dengang nordboerne frem til cirka år 1450 boede der.

I forbindelse med, at Grønlands Energiforsyningsselskab Nukissiorfiit skulle anlægge en dæmning til et vandkraftværk sidst i 2014, blev Christian Koch Madsen sendt ud i området. Han skulle rekognoscere stedet for at sikre sig, at ingen vigtige kulturskatte blev ødelagt i anlægsprocessen.

Da han gik rundt derude midt i ingenting, anede han pludselig nogle sten, som ikke skulle være der.

Overraskende fund
- Vi regnede ikke med at finde noget overhovedet. Vi har været deroppe og gå rundt før og tænkt: ’Arh, der er ikke nogen, der laver noget her, her er jo ikke noget at komme efter’. Men – det var der så, fortæller Christian Koch Madsen, som arbejder i en delt stilling mellem Grønlands Nationalmuseum og Nationalmuseet i København.

Svært at forstå, hvorfor man vil bo så tæt på isen
Stenene viste sig at være øverste del af en lille bådformet hytte, hvis lige aldrig er set før. Hytten har ligget meget udsat, og hvis ikke det var for briksen og ildstedet, ville det ikke være oplagt at tænke, at der var tale om en bolig, fortæller Christian Koch Madsen.

Giver ikke mening
Når man først ser det, giver det ikke rigtig nogen mening. Huset er indvendigt ikke andet end halvanden meter i bredden og to meter i længden. Det ligger helt eksponeret, ude på spidsen af en lav bakkekam, hvor man er mest udsat for vind og vejr. Og så ligger det altså helt ekstremt tæt på isen – man kan faktisk nærmest ikke bygge tættere på end det, siger han og fortsætter:

Hvorfor?
- Det er også svært at forstå, hvorfor man skulle gøre det. Der kan blive varmt om sommeren, hvor der formentlig også har været noget græs og mulighed for at have får og geder. Men om vinteren kan det blive ekstremt koldt. Det er ikke et sted, hvor du lever og bor året rundt.

Læs mere på Videnskab.dk: Derfor forsvandt vikingerne fra Grønland

Flere faser
Nærmere undersøgelser afslørede dog, at hytten har udviklet sig i forskellige faser - briksen og ildstedet er først kommet til senere. Det tyder for en arkæolog på, at hytten i første omgang er bygget med et andet formål end beboelse for øje, og at dens beboer – for der har næppe været plads til mere end en – først har overtaget hytten og gjort den til sin egen på et senere tidspunkt.

Hyttens udspring får pludselig forklaring
Pludselig giver hyttens oprindelige udspring lidt bedre mening. Den kan nemlig meget vel have været del af en såkaldt 'sæter', som er en form for specialiseret produktionssted, som nordboerne havde i mange varianter og overalt i landskabet, men i dette tilfælde nok blev brugt i forbindelse med dyrehold om sommeren, fortæller Christian Koch Madsen.

Tæt på dyrene
I sit ph.d.-projekt i 2014 afslørede han, at nordboerne, som boede i Grønland frem til omkring år 1450, var utroligt gode til udnytte omgivelserne. Én gård kunne have husdyr græssende på vidtgående arealer, som strakte sig langt væk fra gården, og så var det smart at have faciliteter tæt på dyrene, hvor man for eksempel kunne malke, tørre kød eller skind eller samle foder.

Med tiden mistede sæterne i tiltagende grad deres funktion, fordi nordboerne i højere og højere grad overgik til at jage sæler i stedet for at dyrke landbrug, i takt med at klimaet forværredes.

Læs mere på Videnskab.dk: Moderne vikingeskib sejler i kølvandet på grønlandske nordboere

Hytten var aldrig lavet til at bo i
Tidligere troede man, at mange sætere bare var meget små gårde, men Christian Koch Madsen fandt ud af, at det ikke var tilfældet.

De kunne være fælles mellemstationer, som en eller flere gårde brugte, når de hyrdede deres husdyr, eller de kunne tilhøre én enkelt gård, som de tjente ved at give adgang til forskellige ressourcer i landskabet i løbet af årsrytmen. Der boede ikke permanent mennesker i sæterne.

Tørre skind
- I virkeligheden giver det mening, at denne hytte oprindeligt har været en sæter, særligt med den eksponerede beliggenhed. Hvis man skulle bo der mere permanent, ville man have lagt den ned for foden af bakken, så den havde den ligget i læ. Den er tværtimod bevidst lagt ude på spidsen, hvor man er allermest udsat, og hvor man normalt ville tørre noget – for eksempel skind – ved hjælp af den tørre vind fra isen, fortæller arkæologen.

Læs mere om den mystisk hytte og vølvere, og se billeder af fundet, på Videnskab.dk.

Andre artikler på Videnskab.dk:

Højt BMI er ikke længere dødeligt

Tarmbakterier hos kejsersnitsbørn kan være skyld i astma

Er onde dronninger lesbiske?