Kunstnerisk
Er kunst din boldgade?
Så beder Marstal Søfartsmuseum om din hjælp om et af J.E.C. Rasmussens hovedværker, Fangerdans fra 1872
På vegne af Marstal Søfartsmuseum, vil jeg gerne anmode Jer og befolkningen om at bidrage til denne hyggelige "efterlysning".
- Hjælp, hvor er dette maleri malet? (Pattefjeldet ved Maniitsoq?) Og hvem kender historien om dette maleri eller Carl Rasmussens besøg på netop dette sted, eller på anden vis, kan beskrive motivet?
Sådan skriver Rasmus Lohse til redaktionen på vegne af Marstal Søfartsmuseum, der 2. oktober har købt et af den Ærøske Marine- og Grønlandsmaler J. E. C. Rasmussens (f.1841-d.1893) absolutte hovedværker; "Fangerdans" fra 1872.
Han skriver videre, at det i sin tid blev udstillet på Charlottenborg og efterfølgende solgt til England, hvortil en del af Carl Rasmussens værker tidligt blev afhændet.
Men nu er mesterværket er kommet retur fra det store udland, idet Gallery James Bauerle, Bredgade i København, købte maleriet på en auktion i London. Marstal Søfartsmuseum har siden erhvervet denne nye perle i museets samling formedelst 225.000 kroner.
Marstal Søfartsmuseum mener, det er af stor værdi, at stykket er hentet hjem til museets Carl Rasmussen samling, hvor der i forvejen findes over 50 malerier og desuden en del skitser og akvareller, heraf en del gode Grønlands-stykker. Fonde er blevet kontaktet og har straks givet positive svar i form af 175.000kr. fra Ny Carlsbergfondet, samt 25.000kr. fra Lizzie og Ejler Ruges Kunstfond.
Maleriet er erhvervet og hentet hjem, nu ophængt på museet og klar til at blive beundret af de mange gæster, der traditionelt besøger Marstal Søfartsmuseum i efterårsferien. Mesterværket er med til at skildre den mangfoldige verden, som søfolk og søfartssamfund står for, i kraft af det grænseoverskridende erhverv. Dette udsyn afspejler Marstal Søfartsmuseum i sin formidling. En vigtig vinkel af møde og indsigt med andre verdener, serverer museet netop gennem J. E. C. Rasmussens værker. Nuuk Kunstmuseum har også en rigtig god variation af Carl Rasmussens fantastiske værker i deres samling og er absolut også et besøg værd.
Carl Rasmussen var på Grønland to gange og druknede på vej hjem ved overbordfald (Beskrevet i "Sidste Rejse" af forfatter Carsten Jensen). Marine- og Grønlandsmaleren skildrede grønlændernes liv og var stærkt optaget af de gæstfrie menneskers liv og livsvilkår. Carl Rasmussen var bosiddende i Teglgade, Marstal og var involveret i byens søfart, som parthaver og korresponderende reder.
Det er en glædelig nyhed, at offentligheden nu har muligheden for at nyde kvaliteten og historien i dette nyindkøbte værk og jeg håber i er nogen derude, der kan hjælpe med opklaringsarbejdet, således at maleriet på museet kan få en korrekt beskrivelse og vi alle forhåbentligt kan lære noget mere, skriver Rasmus Lohse.
Sidder du inde med viden om maleriet, så kontakt: lohse116@gmail.com