Ekstra billetter blev trykt
Pele Møller Band gav to timers jazz koncert i København
Grønlandske venner mødtes til jazz i Det Grønlandske Hus, hvor op mod 75 betalende gæster nød samvær med venner og bekendte til jazzens takt og toner!
- Vi har måttet trykke ekstra billetter. Vi havde ikke regnet med så mange gæster. Sidste år var der 45 betalende gæster, og i dag kom der op mod 75 betalende jazz tilhørere. Dertil kommer de løse, som dukkede op efter billetsalget var lukket, siger Søren Thalund fra Det Grønlandske Hus til Sermitsiaq.AG.
Gæsteoptræder var Pele Møllers søn Glenn Møller, som spillede klaver til to numre til publikummets store begejstring.
Pele Møller Bandet, der består af Pele Møller guitarist, forsanger Lone Josefsen, klaver Sofus Kornebæk, saxofon Finn Lynge, trommer Roy Bonnage og kontrabas Evan Petersen har udover at have spillet i Det Grønlandske Hus sidste år også holdt koncert i Roskilde og i Nuuk.
Professionelle musikere
Bandets fire medlemmer bor fast i Danmark og er professionel musikere.
– Vi lever af at spille, fire af os. Og jeg ved, at vores saxofonist i dag skal spille ved Kongens Have med Leonardo Pedersens Jazz Band, og to andre fra bandet har også jobs i næste uge, fortæller Sofus Kornebæk.
- Sidste år blev vi hentet op til Nuuk og spillede i Katuaq. Vi har kendt hinanden længe, Pele og jeg. Vi mødtes i starten af 1960 i Hundested. Der spillede vi i Asserbo Kro i et helt år, husker Kornebæk til Sermitsiaq.AG.
Det var omkring 2004 bandet blev samlet, hvor Pele Møller indspillede en cd.