Efter stilstanden: Nu er der igen lys i øjnene i Maniitsoq

Meldingen om at Alcoa vil åbne en aluminiumsmelter til Maniitsoq tændte et håb om fremgang i Maniitsoq.

Men i takt med den forgæves venten afløses håbet af en kvælende stilstand, som bliver indfølende beskrevet i filmen 'Håbets Ø'. For allerede inden det stor klart, at Alcoa aldrig kommer til Maniitsoq, begyndte håbløsheden at brede sig. Det beskriver to af de medvirkende i filmen.

- Når jeg for omkring ni til ti år siden gik igennem Maniitsoq og kiggede på folks ansigter, så var der ikke noget håb i øjnene. Og man kunne se på børnene, at de ikke trives. Maniitsoq var præget af en form for fælles depression, siger Gideon Lyberth, der er misbrugskonsulent til Sermitsiaq.AG.

I forvejen er byen nemlig hårdt ramt. Fiskefabrikken kører på lavt blus og KNI er flyttet fra byen. Fraflytningen fra byen var stor i den periode. I filmen sammenligner Gideon Lyberth den forgæves venten på Alcoa med den form for afhængighed, som han møder som misbrugskonsulent.

- Der ingen der foretager sig noget, man venter bare.

Frustration og forgæves håb

Også kommunens aluminiumskoordinator Peter Søren Olsen mærker, hvordan folk stadig mere frustreret venter på nyt fra Alcoa. Stort set dagligt bliver han opsøgt af borgere, der spørger om nyt. Byens håndværkere og erhvervsliv har knyttet deres håb til Alcoa. Men Peter Søren Olsen har ingen svar, for han hører intet fra aluminiumsgiganten.

- Det var frygteligt. Jeg var tæt på at gå ned med flaget. Folk blev jo ved med at spørge, hvornår sker der noget. Det var meget frustrerende, siger han.

Mens vi venter på Alcoa

En af opgaverne for Peter Søren Olsen var at være sekretær for en borgergruppe, der var blevet dannet i forventning om Alcoas ankomst. Den skulle arbejde med infrastruktur, forskønnelse af byen, kultur og sociale sager.

Men efterhånden begyndte Peter Søren Olsen og andre i byen at ane, at det ikke så for godt ud med projektet.

- Borgergruppen fortsatte dog deres arbejde med at forbedre byen, dog uden at tænke alt for meget på Alcoa

Fornyet håb efter Alcoas exit

Og i 2015 kom meldingen så: Alcoa kommer ikke til Maniitsoq. Det fordybede i første omgang den depressive stemning i byen, men blev samtidig også en ny begyndelse.

I dag er fiskefabrikken igen i fuld sving takket været projektet med at indhandle levende torsk fra en brøndbåd. Og nær Kangerlussuaq har Hudson åbnet en mine, hvor der håb om arbejde til indbyggerne i Maniitsoq.

Både Peter Søren Olsen og Gideon Lyberth er dog enige om, at en af lærerne af Alcoa-sagen er, at man ikke bare kan læne sig tilbage. Torskene kan forsvinde igen, og hvor mange arbejdspladser, der reelt bliver til lokalbefolkningen i Anorthosit-minen må vise sig.

Derfor skal der også satses på turismen, og blandt andet på dette punkt kommer borgergruppen stadig med input til kommunen. Således har den givet anstød til, at der er etableret en udkigsplatform til de mange hvaler, der svømmer rundt udenfor Maniitsoq.

Ligeledes er der etableret en gangbro, der skal give bedre adgang til folk, der vandrer eller spadserer.

- Det handler om selvværd, skyld og skam

Så alt i alt er stemningen i byen vendt, mener Gideon Lyberth, der i øvrigt er viceborgmester i Qeqqata Kommunia.

- I de sidste omkring tre år, har jeg igen set lys i øjnene på menneskerne. Når jeg møder dem, så ser jeg en indre glæde i stedet for usikkerhed og nedtrykthed. Også blandt børn ser jeg glæde i deres ansigter.

For ifølge Gideon Lyberth er det en af de vigtigste lærer af den frugtesløse venten på Alcoa, at folk skal få kræfterne til at tage ansvar for deres eget liv.

- Det jeg ser omkring 2011 til 2013, det er folk uden selvværd og med kun lidt håb. Og uden selvværd kommer der skam og skyld. Det er det, som man skal arbejde med.

- For selvom der kommer arbejde, så hjælper det ikke, hvis det manglende selvværd betyder, at man ikke møder op og i stedet for drikker sig fuld.

Medvirkende i film: Jeg føler mig stolt!

- De mennesker har vi dengang arbejdet meget med, så de har fået mere selvværd, så når arbejder kommer, så møder de op.

- Hvis man for fjernet en del af skammen og skylden og få hævet selvværdet, så får mennesker også mål i livet og tager ansvar.

Som eksempel nævner Gideon Lyberth, at byen frem til 2008 ikke havde nogen andelsboliger. I dag er der en del almindelige mennesker, der har fået deres egen bolig.

- De har fået tændt et håb og har sat sig mål for deres fremtid - i dette eksempel, at de ønsker sig et godt hus til deres børn. Så bidrager de jo til samfundet i stedet for bare at vente på kommunen, ligesom man har ventet på Alcoa.

Og præcis denne lære, som Gideon Lyberth mener kan bruge i byer over hele landet. Skam, skyld og manglende selvværd kan ikke blot føre til misbrugsproblemer, men også udløse den forgæves venten på, at nogen eller noget udefra redder en.

‘Håbets Ø’ er blevet vist to gange under festivallen Cph:Dox. Den vises en tredje gang på søndag. Efter planen kommer den til Grønland senere i år.