Dronningen fejrer sit jubilæum på rådhusbalkon

Lørdag den 12. november får befolkningen muligheden for at tage imod dronning Margrethe, når hun omsider træder ud på balkonen på Københavns Rådhus.

Offentliggjort

Det gør hun i forbindelse med fejringen af sine 50 år på tronen, som delvist er blevet udskudt flere gange af forskellige årsager.

Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside tirsdag.

Egentlig skulle dronningens regeringsjubilæum være blevet fejret i begyndelsen af året. Men på grund af risikoen for coronasmitte blev det i første omgang udskudt til september. Senere blev det udskudt på ny efter den britiske dronning Elizabeths død.

Men nu har man altså fastlagt hendes besøg på rådhuset i København til den 12. november. Efter planen træder hun ud på balkonen klokken 13.

Powered by Labrador CMS