Det lille kvindemenneske – en stor fortælling med et hul i midten

Da antropologen Kirsten Hastrup i sin tid skrev Vinterens hjerte om Knud Rasmussen, blev hun rost for sin evne til at forbinde videnskabelig indsigt med litterær sans. 

Med “Det lille kvindemenneske – Arnarulúnguaq og Den store slæderejse” vender hun tilbage til Thuleregionen og til den 5. Thuleekspedition, der for hundrede år siden bragte Grønland tættere på den videnskabelige verdens opmærksomhed. Denne gang er fokus rettet mod en af ekspeditionens mest bemærkelsesværdige deltagere: Arnarulúnguaq.

Hun var blot i tyverne, da hun sammen med Knud Rasmussen drog ud på den langstrakte rejse over det nordamerikanske kontinent. En rejse, der siden er blevet mytologisk – ikke kun for sine opdagelser, men for sin rå menneskelige udholdenhed. I dag står Arnarulúnguaq som et ikon i grønlandsk kulturhistorie: den stille, men ukuelige kvinde, der overlevede alt fra storme og sult til den uendelige sne.

Forventningerne til bogen er derfor store. Endelig en mulighed for at komme tættere på hende, mennesket bag myten – og måske få et glimt af, hvad hun tænkte og følte undervejs. Men det sker desværre ikke.

Hastrup er vidende, velovervejet og respektfuld, men hendes grundproblem er kildematerialet. Arnarulúnguaq efterlod sig ingen dagbog, ingen breve, ingen egne ord. Hendes stemme findes kun indirekte – gennem fortrinsvis Knud Rasmussens dagbøger og delvis ekspeditionens fotograf Leo Hansen. Resultatet bliver, at hun forbliver en figur set udefra.

Forfatteren forsøger at lade små scener og rejseetaper åbne fortællingen: vi følger slædeholdet gennem storme, sygdom og frost, og beskrivelserne af ekspeditionens umenneskelige strabadser er fremragende. Hastrup skriver med både sans for geografi og for menneskelige relationer i ekstremt klima. Men netop fordi det er Knuds og Leos blik, vi hele tiden ser gennem, forsvinder Arnarulúnguaq som selvstændigt menneske.

Der, hvor bogen står stærkest, er i sin formidling af konteksten: hvordan grønlandske deltagere som Arnarulúnguaq og hendes fætter Qaavigarssuaq selv var formet af et liv i Arktis og dermed havde forudsætninger for at overleve, hvor andre måtte give op. Hastrup viser overbevisende, hvordan de to bragte praktisk kunnen og lokal viden, som blev afgørende for ekspeditionens succes – og samtidig afslører hun, hvor lidt den tid anerkendte kvindernes rolle i det hele.

Når ekspeditionen når frem til New York og København, aner man en ny dimension: mødet mellem Thule og Vesten, mellem en inuitisk verdensforståelse og storbyens modernitet. Her savner man for alvor Arnarulúnguaqs stemme. Hvad tænkte hun, da hun stod midt i al denne fremmedhed? Hvad følte hun, da hun igen vendte hjem? Det får vi aldrig at vide – og bogen kan ikke opfinde det, hun ikke efterlod.

Til gengæld lykkes Hastrup i at give Arnarulúnguaq en slags retfærdighed. Hun placerer hende i historien som en central aktør, ikke blot en hjælper. Hun viser, at uden Arnarulúnguaq var Knud Rasmussens ekspedition næppe blevet den legendariske succes, vi kender i dag.

Som læser står man derfor tilbage med en dobbelt fornemmelse: beundring for forfatterens indsigt og formidlingsevne – og skuffelse over det uundgåelige fravær af Arnarulúnguaqs egen stemme. Det lille kvindemenneske bliver på den måde en bog, der både hædrer og savner sit emne.

Hvis man vil forstå den 5. Thuleekspedition, dens geografi, vanskeligheder og de mennesker, der bar den igennem, er Hastrups bog en fremragende introduktion. Men hvis man håber at komme tættere på den gådefulde kvinde, der trak sin slæde gennem sneen – og med ydmyg stædighed skrev sig ind i Grønlands historie – må man stadig nøjes med andres ord.