”Den Grønlandske Mand” kommer til Nuuk igen
Nu kan publikum i Nuuk opleve den anmelderroste forestilling ’Den Grønlandske Mand’, som sikrede skuespiller Klaus Geisler en Reumertpris i 2019. Forestillingen spiller to dage i Nuuk på dansk, før den fortsætter i Danmark.
Gik du glip af teaterforestillingen Angutivik, som på dansk har fået titlen Den Grønlandske Mand, så har du chancen igen.
Forestillingen skal på turné til 14 teatre rundt omkring i Danmark og i den forbindelse vises forestillingen også på dansk i Nuuk den 30. april og 1. maj.
Forestillingen beskriver manden på ny og rejser dybt ind i hans sind, seksualitet, forfædre, hans kampe og kærligheden til naturen, storbyen og kvinden.
Prisbelønnede folk på holdet
Det er den prisbelønnede forfatter Niviaq Korneliussen, der er forfatter til forestillingen, som er instrueret af Hanne Trap Friis.
Den ene af de fire skuespillere Klaus Geisler vandt en Reumertpris for bedste ensemblerolle for sin præstation i forestillingen.
I begrundelsen stod der blandt andet:
- Klaus Geislers dramatiske spændvidde er imponerede. Fra den selvsikre og stærke grønlandske jæger – fremmanet med mimisk præcision og knivskarpe bevægelser. Til den nedbrudte mand, der i et beruset og gribende klarsyn konstaterede, at hans liv endte tragisk. Steriliseret ved en fejl, på grund af en sproglig misforståelse. Vejrbidte skæbner, der betog og sved.
Har været på turné før
Forestillingen havde premiere i Nuuk i september 2017 og den blev efterfølgende vist på grønlandsk i seks forskellige byer i Grønland, samt i KNR TV.
I 2018 turnerede forestillingen på dansk i Århus, Odense, Aalborg og i København samt ved CPH STAGE festival på originalsproget grønlandsk med engelske tekster.
Turnéen i 2018 sluttede med en forestilling i Tórshavn på Færøerne.
Forestillingen vises på Nunatta Isiginnaartitsisarfia, Industrivej 27, den 30. april og den 1. maj.
I Danmark spiller forestillingen i følgende byer: København, Holbæk, Helsingør, Store Heddinge, Vordingborg, Rønde, Mors, Fredericia, Arden, Haderslev, Holstebro og Herning.