Den grønlandske julemand: Eventyret der forsvandt

I en lejlighed på Noorlernut i Nuuk står et minde om et grønlandsk juleeventyr. Drømmen der brast og et eventyr, der aldrig blev til andet end et eventyr og et luftkastel. Drømmen om den grønlandske julemand, der skulle brande og markedsføre den grønlandske turistindustri og den spirende grønlandske nationbuilding ude i den store verden.

I den lille lejlighed på Noorlernut bor Rasmus Lohse. Medarbejder gennem mange år i Arktisk Kommando og blandt andet kendt som for formand for Kommandør G. de Lichtenbergs Fond, der hvert år betaler for grønlandske unges ophold på skoleskibet Georg Stage.

Lohse er også lidt af en samlernatur. Blandt andet samler han på frimærker, så da han en dag så, at inventaret fra Julemandens Postkontor i Nuuk var på auktion, bød han ind – og løb så med et skrivebord og en postsorteringshylde fra den tidligere turistattraktion i Nuuk.

- Jeg kan ikke lige huske, hvor meget jeg bød, men det var småpenge. Så en dag ringede de fra Visit Greenland og fortalte, at skrivebordet og reolen var mit – og jeg godt måtte hente det i en fart, for ellers røg det på dumpen, fortæller Rasmus Lohse.

Synd og skam

- Jeg fik fat i en bil og fik det hentet – og nu står det altså her i min lejlighed, hvor jeg især bruger det, når jeg pusler med min frimærkesamling. Men jeg synes egentlig, at det er både synd og skam, at julemanden ikke bliver brugt i markedsføringen af Grønland.

- Julemanden er et stærkt brand, som det hedder. Han er kendt over hele verden, og alle forbinder ham med noget positivt. Alle børn elsker julemanden, så jeg synes, at det er både synd og skam, at det aldrig blev til noget med den grønlandske julemand. Det gør ondt på mig, når jeg ser, at på det internationale plan har Finland nærmest taget patent på julemanden – og de høster millioner af kroner på ham i Rovaniemi.

Rasmus Lohses tanker blev i slutningen af firserne og begyndelsen af halvfemserne delt af mange i Grønland – og der blev investeret millioner i julemanden.

Et turistlokomotiv

På ryggen af Nissebandens succes i dansk og grønlandsk TV øjnede det daværende hjemmestyre et lokomotiv, som kunne trække en spirende turistindustri i gang. Julemandens hyggelige postkontor blev etableret på kolonihavnen i Nuuk - og der blev bygget et helt univers op omkring virksomheden. Blandt andet verdens største postkasse, som rummede breve fra de tusinder af børn, som hvert år skriver til julemanden og en veritabel suttesøjle til børnenes aflagte sutter. Man fik også kreeret en særlig grønlandsk dragt med en flot narhvalsstav og kamikker til julemanden.

Der blev skabt masser af merchandise, som kunne sælges. Både uroer, julepynt til træet og ikke mindst to juleromaner med julemanden i hovedrollen, skrevet af den danske børne- og ungdomsbogsforfatter Bent Haller.

Der blev i samme periode uden resultat ført forhandlinger med Disney-koncernen om en tegnefilm med den grønlandske julemand i hovedrollen.

Alle aktiviteterne blev samlet i et selskab, Santa Claus of Greenland Foundation, der var tænkt som en slags velgørende fond i julemandens navn. I december 1995 drog den daværende grønlandske landsstyreformand Lars-Emil Johansen til Sydafrika for at uddele en julemandspris på 100.000 dollars til Nelson Mandela og hans arbejde for landets mange fattige børn.

Penge til Mandela

Lars-Emil Johansen mindes mødet med Mandela med glæde.

- Det var en sjov oplevelse. Vi havde medbragt en glasfiberfigur i fuld størrelse af Mandela i julemandsdragt – og over alt vakte figuren opsigt. Og Mandela grinede højlydt, da vi installerede den på hans kontor. Det blev et festligt møde, som var omtalt i medier over hele verden, fortæller Lars-Emil Johansen til Sermitsiaq.

- Mandela var meget interesseret i Grønland – og jeg måtte også optræde som trommedanser med den tromme, som vi havde medbragt som en personlig gave til ham.

Som tiden gik, kølnedes interessen for Santa. Skiftende direktører og flimmer i konceptet gjorde ham til en økonomisk byrde for hjemmestyret og ikke mindst det grønlandske postvæsen, der til sidst hang på udgifterne til at besvare de mange breve til julemandens børnefans over hele verden.

Julemanden gik konkurs

I 2006 kastede man håndklædet i ringen og julemanden gik konkurs for første gang. Det skete kort før jul – og Nuup Kommunea, der overtog driften midlertidigt, blev kimet ned af verdenspressen, der lugtede blod og syntes, at julemandens konkurs var godt stof. Det var vistnok kun det arabiske medie Al-Jazeera, der ikke bed på den historie – ellers var det breaking news på både DR, CNN og New York Times, og Nuup Kommuneas informationschef fik sine fem minutters berømmelse.

Men i 2011 var det definitivt forbi med julemanden i Nuuk. Nuuk Tourism, som hovedstadens daværende turismeselskab hed, gik konkurs og aktiviteterne blev overtaget af Destination Avannaa i Ilulissat. Det hyggelige postkontor i Nuuk – med julemandens eget postnummer 2412 – blev nedlagt, inventaret solgt på auktion – og den store postkasse blev flyttet til Ilulissat.

Her har postkassen stået i en årrække, men blev for et par år siden flyttet til Uummannaq, hvor den er en del af byens profilering som byen, hvor Nissebanden blev optaget. På den måde er historien om den grønlandske julemand gået i ring – for det var jo også Nissebandens succes, der i sin tid inspirerede de grønlandske politikere til at investere i julemanden.

Men indtil videre har Finland altså vundet kampen om julemanden…

Denne artikel er bragt i Sermitsiaqs juleavis 9. december og bringes på nettet som en del af Mediehusets fokus på den søde juletid. Glædelig jul og godt nytår.