Dansk festival hædrer Rasmus Lyberth

Sanger Rasmus Lyberth skal optages i Folkemusikkens Hall of Fame, der er oprettet af Tønder Festival Fond.

Rasmus Lyberth har gæstet Tønder flere gange, som her i 2018.
Offentliggjort

Rasmus Lyberth skal være med i Folkemusikkens Hall of Fame, oplyser Tønder Festival i en pressemeddelelse. 

Sangeren bliver den femte på listen over kunstnere, der modtager denne hæder. Folkemusikkens Hall of Fame blev oprettet af Tønder Festival Fond i 2021 som en hyldest til kunstnere inden for genrerne folk og roots.

– Med sine selvkomponerede sange og sin fængslende stemme synger han om sit hjemlands natur og udvikling og befolkningens vilkår, så det trodser alle sprogbarrierer - uanset om han står på scenen i Royal Albert Hall i London eller et telt på Tønder Festival, lyder det i begrundelsen. 

Markeres med fest

Et festarrangement på Hagge’s Musik Pub i Tønder skal markere begivenheden 15. november.

Rasmus Lyberth er den femte musiker og sangskriver i Folkemusikkens Hall of Fame. De fire øvrige medlemmer er Povl Dissing, Niels Hausgaard, Finbar Furey og Eleanor Shanley, oplyser festivalen.

Han modtager et kunstværk, der er en kombination af en buste af træ og en lyrisk fortælling.

Powered by Labrador CMS