Chemnitz om festival-afvisning: Lidt åndssvagt
Fotografen Jørgen Chemnitz er langt fra imponeret over, at dokumentarfilmen ”Kampen om Grønland” er blevet afvist af en canadisk festival med baggrund i instruktørens etniske oprindelse.
Dokumentarfilmen Kampen om Grønland er blevet afvist af en filmfestival, som har begrundet afvisningen med, at instruktøren bag ikke tilhører et oprindeligt folk.
Fotografen Jørgen Chemnitz fra Nuuk var co-producer på filmen, og han kalder det ”lidt åndssvagt”, at festivalen Imaginative har afvist filmen.
- Jeg synes, det er ærgerligt og lidt åndssvagt. Man bør lægge vægt på filmen og dens udtryk, og ikke på hvem der har lavet filmen, siger Jørgen Chemnitz.
Ny regel om instruktører
ImagineNative-festivalen er forbeholdt film lavet af personer, der tilhører oprindelige folk. Flere grønlændere har været en del af produktionen af Kampen om Grønland, men det er ikke nok.
Festivalen har nemlig indført et nyt krav om, at instruktøren skal tilhøre et oprindeligt folk. Det har festivalen skrevet i en mail til Jørgen Chemnitz, der modtog festivalens afvisning.
Til Jyllands-Posten siger direktør i Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, at det er en "stærk og markant tendens i filmverdenen i disse år", at film afvises, hvis de er instrueret af personer, der ikke tilhører det folkefærd, filmen handler om.
Chemnitz: Enormt ærgerligt
- Det er jeg helt uforstående overfor. Det er filmen, der er det væsentlige, og det er en festival dedikeret til fortælling om oprindelige folk.
- Det er enormt ærgerligt, at den bliver sorteret fra på grund af, hvem der har lavet den, siger Jørgen Chemnitz.
I mailen til Jørgen Chemnitz henviser ImagineNative-festivalen til andre festivaler om oprindelige folk, der ikke har samme krav til filmene som Imaginative.
Film.gl-formand: Klage ude af proportioner
Formanden for Film.gl, der støtter grønlandsk film, Klaus Georg Hansen, er dog ikke overrasket over, at Kampen om Grønland blev afvist af ImagineNative.
Til KNR siger Klaus Georg Hansen, at det er ude af proportioner, at instruktøren Kenneth Sorento klager over, at Imaginative-festivalen ikke vil vise hans film:
- Lige præcis Imaginenative har det som præmis, at de skal vise film fra oprindelige folk. Ikke om oprindelige folk, men af oprindelige folk, siger Klaus Georg Hansen til KNR.