Chefredaktøren anbefaler: Kulturhval på tegnebrættet

Kommuneqarfik Sermersooq har søgt forslagfra borgere i Nuuk til forskønnelse af Nuussuaq-bydelen.Liam Jobey har indsendt et ambitiøst byggeforslag.

Offentliggjort

På svømmehallen Maliks skraldespand, var der et A4-ark klistret fast til metallåget. Der var ikke mange ord, men tegningen var betagende. Der stod ikke andet end BOW HALLEN NUUSSUAQ og man kunne stemme på ideen via en QR-kode.

Med meget små bogstaver nederst stod der så, at man også kunne søge på projektet i en søgemaskine. Det viste sig, at være Liam Jobeys borgerforslag på portalen Kommuneqarfiga, der er et supplement til Kommuneqarfik Sermersooqs fysiske initiativer.

Han har selv været rundt og hænge sit borgerforslag op på blandt andet busstoppesteder og altså også skraldespande. Der, hvor det kunne tænkes, at folk så papiret.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Hans borgerforslag, som nu er under behandling af Nuuk Lokal- udvalg, er et ambitiøst byggeforslag, som han siger det og er en del af det overordnede kommunale projekt, Sammen om Nuussuaq. Altså bydelen i Nuuk. Under det projekt, er der allerede flere ting, der er blevet udført. Blandt andet flere gavlmalerier.

Ideen er et handicapvenligt, kulturelt midtpunkt for Nuuk, Nuussuaq og Qinngorput, formet som en grønlandshval, bowhead på engelsk og derfor BOW hallen, hvor hoveddelen skal være i to etager.

Han forestiller sig, at der skal være et spisested, som kunne tænkes at servere udelukkende lokalt produceret mad, et område til kultur som for eksempel koncerter eller foredrag i stuen, mens der på etagen over skal være et minibibliotek, stille café og kontorer til udlejning.

I halen, som er en stueetage, så han gerne blev til en udstillingsplatform for lokale kunstnere og forfattere. Skulle det komme op at stå, så forventer han, at det kan skabe op mod 50 arbejdspladser med mulighed for endagsarbejde til for eksempel fiskere på land eller for dem med sociale problemer.

- Det er et ambitiøst forslag, især i en tid som vi har nu, hvor verdensøkonomien er lidt rystet, men desto mere vigtigt er det, at folk overvejer, hvad de vil investere i på lang sigt. På sigt, tror jeg det vil skabe indtægtsmuligheder for kommunen og det vil kunne hjælpe på arbejdsløshed, siger han.

Skæbnebestemt

31-årige dansk-engelske Liam Jobey, flyttede til Nuuk i april sammen med sin norske kæreste, den 25-årige sygeplejerske, Hege. Liam havde i tre år før det, arbejdet i Naapiffik, der er Kofoeds Skoles mødested i København, for udsatte grønlændere.

Om Kommuneqarfiga:

Kommuneqarfiga er et online værktøj til borgerinddragelse i hele Kommuneqarfik Sermersooq og fungerer som supplement til kommunens fysiske inititiver, som eksempelvis borgermøder. På Kommuneqarfiga har borgerne i kommunen mulighed for at deltage i aktuelle projekter og emner. Det kan være alt fra en ny børne- og familiepolitik til byplanlægningsprojekter, strategiforløb, budgetprioriteringer med videre. Borgerne har altså via den nye platform, mulighed for at komme med deres forslag, input og kommentarer til de projekter, der er aktuelle i kommunen lige nu.

Kilde: Anna-Sofie Hurup Skjervedal, PhD, Ledende konsulent (Borgerinddragelse) i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hvaltegningen lavede han allerede for to år siden, da han arbejdede i netop Naapiffik.

- Jeg sad tit og sketchede og tænkte, at en hvalbygning rent æstetisk ville være flot, så det tegnede jeg langs en kyst, men det var ikke andet end tanker. Så flyttede vi til Nuuk i nærheden af Malik (svømmehal, red.) og så så jeg arealet ved siden af og tænkte, at det var en perfekt placering af hvalen. Så jeg gik tilbage til min to år gamle originaltegning, fortæller han og blev noget overrasket, da han så, at hans tegnede kyst, lignede den rigtige kyst ved siden af svømmehallen.

Han videreudviklede sin tegning, før Kommuneqarfik Sermersooq overhovedet kom ud med projekt »Sammen om Nuussuaq«.

- Så da projektet blev præsenteret, var det som om, det var skæbnebestemt. Derfor begyndte jeg også at overveje, hvilket formål bygningen skulle have, siger han.

Liam har altid flyttet meget, på grund af sin fars job i Forsvaret, derfor er det indbygget i ham, at hjem er der, hvor han er i øjeblikket. Og hvert sted, han er, giver han sig 100 procent. Så det er heller ikke første gang, at han involverer sig i sit nærområde. Blandt andet har han hver tirsdag tegneaften på Nuuk Lokalmuseum og så spiller han også musik. På baggrund af hans evner, prøver han at bidrage til sit samfund.

- Jeg føler, at jeg kan bidrage med nogle ting, og om ikke andet, så sår jeg måske et frø, som kan vokse sig til noget større, siger han.

Køb avisen AG her:

Powered by Labrador CMS