Chefredaktøren anbefaler: Hilsen fra det Antarktiske Hav

9. december og med spænding nået sydvestenden af det Indiske Ocean, for sydøstgående. Jorden er rund, så en storcirkel er nærmeste vej til Australien. Helt ned om Antarktis vil jeg nu ikke – hellere blive hvor der er lidt varmere mellem 40 og 45 grader syd. Det er, hvad de kalder ”The roaring Forties”, men man kan være nødt til indimellem at stille sig ansigt overfor det, man måske frygter en smule.

Ikke så fandenivoldsk som ”Den flyvende Hollænder” der i stadige modvinde også forsøgte at runde Sydafrika og gav fanden i både Gud og samme, som han fandeme nok skulle vise, hvem der bestemte her – og det forsøger han stadig. Jeg mødte ham ikke.

Den 3. december stak jeg ud fra Hout Bay. De sagde, jeg skulle vente til tirsdag og der hygge mig for motor i stille vejr ned til Agulhas, hvor lavtrykket med sydøstgående vind ville komme tæt på et par dage senere og befordre mig videre. Men jeg havde nået, hvad jeg skulle, klaret problemerne og kommet mig af hvad der var en hurtig influenza – som skipperen på den danske nabobåd overtog og så forfærdelig ud – og den sydlige vind var god, skønt kraftig og imod, så det var tid. De puffede mig ud og kastede los – alle de flinke mennesker i marinaen, sorte som hvide i ligegodt, og jeg gik for motor til den anden side af bugten, hvor jeg satte sejl og gik sydvest – 50 sømil før jeg første gang forsøgte sydøst, men måtte vestpå igen, inden det anden gang lykkedes.

Opladning

Men jeg ladede ikke ordentligt, og det er skidt, når jeg både skal bruge strøm til GPS-en og lanterne, for det var nat, og der var både omkring.

Jeg har en håndholdt GPS med batterier og havelys med egen solcelle som sikkerhed, men fejlen skulle findes, og med skivet væltende i de modgående søer gik jeg i gang med at fjerne dørken, for om muligt at finde brodne batterikabler. Alle var gode og tilslutningerne i orden. Jeg fjernede de to fyldte gasflasker surret til bordet, så jeg kunne skrue det fri og løfte af og komme til de 3 store brugsbatterier nedenunder. De var fine. Så i strømskab, omkring solcelle og vindmølle – alt var i orden – det samme var ankerspilsbatteriet ude fortil. Så var der kun motorbatteriet, jeg i min elektriske uvidenhed kunne sætte min lid til, og jeg pillede dørkpladen i skabet op for at komme ned til det - og det var varmt, og efter at have pillet minus-kablet af faldt spændingsforskellen hurtigt en Volt. Det lod jeg blive af, og nu ladede jeg igen – hurra !

Høj sø

Udrykket ”Posh” har I måske hørt og bruger uden helt at kende herkomsten. Det er, hvad jeg er her og nu, på vej ud i Imperiet mod Australien med råd til en ”Port Out – Starboard Home” billet i de dyre kahytter på skibets solside. Sådan blev de første dage også efter min afgang, men så ophørte enigheden mellem vejrudsigten og det faktiske vejr. Hele det indiske Ocean er på det farvelagte vejrkort som et blomsterbed med døgnlig ændring i beplantningen, hvor de aubergine-farvede 50 knobs-vinde er hyppige.

I medvind og rejsende sø til 6 meter var jeg først gået 9 knob, så jeg blev nødt til at pille storsejlet ned og gå for staget forsejl alene for ikke at slingre for meget – men så om natten sprang vinden i syd med et smæld, og jeg måtte rigge om og gå imod, mens den tog til, og barometret faldt 10 streger i løbet af næste døgn. Og så var det, det skete næste nat, det der ikke må ske : – indhaleren til den ellers stærkt formindskede genua sprang og hele det kæmpestore splinterny sejl rullede hjælpeløst ud. Det skete, mens jeg stød 45 grader i et ærinde på toilettet, og det var med et brag efterfulgt af infernalsk klapren.

Jeg sprang ud for at se, hvilket sejl det var og måtte i olietøjet inden jeg kunne bevæge mig ud til ulykken. Hvad skulle jeg gøre ? Indrullerspolen i bunden til forstaget op til mastetoppen var lukket, men så var det, jeg tænkte på det her knob, jeg som dreng lærte at bruge, når en ny glat og tynd nylonline skulle sættes i fiskehjulet. Genuaen sidder i en wire-skinne på forstaget, og med sejlet opgået i bunden og en lang line fastgjort med knuden og viklet 117 gange omkring og ført bagud til spillet skulle det være muligt… – og det var det – hurra-hurraah – genuaen skadesløst bjerget i vand til knæene, hver gang stævnen dykkede. Så steg barometret de samme 10 streger, og jeg fik et pust til at sætte det lille forsejl og ny line i genua-indhaleren, inden fanden atter tog ved og sendte barometret tilbage den samme vej, det var kommet, dog kun 8 streger, men ikke desto mindre nok et døgns bragen, kasten rundt og vand over det hele og nedenunder – men skuden vil s’gu bare flyde. Jeg må indrømme at ty til piben indimellem, når jeg syntes at fortjene det, og en lander også jævnligt hos min kære – som når man dagligt går op og ned af synes at få flere og flere irriterende sider, som så fuldstændigt forsvinder i alle de positive eller genopstår som genstande for ens betagelse. Hele familien nåede vi at få talt og skrevet sammen fra Hout Bay, og at de alle har det godt, er utroligt betryggende.

Hjælp

Mens jeg lå der, var det nødvendigt at få renset bunden. Muslinger hang i op til 10 cm lange tissemændslignende vedhæng op over bundmalingen i agter. Dem kunne jeg tage ovenfra og så langt ned, som armen kunne nå, hvorpå, jeg måtte have dykkerflaske på. Imponerende nok virkede det endnu, 10 år efter jeg sidst dykkede, men helt tryg var jeg ikke og blev for træt, og skidtet fortsatte hele vejen rundt om kølen. Så spurgte naboen, om han ikke skulle ringe og spørge hende, der plejede at gøre den slags – 300 Rand kostede, sagde han.

Det var nu 400 – svarende til 185,- kr, men for dem var hun under vandet en time, hvor jeg atter var nede og hjælpe. Hun skrabte det hele – eftergik med børste og stålbørstede propellen efterfølgende. Andrea, hed hun, 57 år og Australsk født biologiprofessor på universitetet. Hun havde 3 andre både af samme størrelse at klare på den samme ene luftflaske og bekræftede, at hun slappede fuldstændigt af, når hun var dernede i vandet – hvilket hun var vant til fra barnsben af. Hun havde undervist om formiddagen, og morgendagens lektie var noget kompliceret, men den havde hun så ro til at gennemtænke, når hun lå dernede og skrabede. Wauw !

Sidst vi var her og fejrede jul med min på Fyn boende brors familie, morede vi over navnet ”Fynbo”s på vegetationen omkring Kap det Gode Håb. Det viser sig at være Afrikaans efter det hollandske ”Fijn-bosh” – altså nogen kønne planter. En af de mange opgaver under marina-opholdet var også at få checket vindroret – og så dukkede Roy op, der var expert på området og sagde, jeg blot skulle huske at smøre nålelejerne i top – kiggede på resten inklusive den bøjede hjælperorsstamme og sagde OK – og det var det. Det berømte skib ”Bounty” var her også i 1780. I kender måske mere navnet fra chokoladen, som selv tyre holder af på grund af kokussen, men skibet var her for at blive slået tæt efter i 40 dages forgæves modvindsforsøg på at runde Sydamerikas spids på vejen mod Tahithi og pivutæt måtte vende kursen den anden og lange vej – min vej – og hvor det endte med at blive sænket, for at ingen af mytteristerne skulle findes, der hvor vi også agter os hen, om alt går vel, til Pitcairn Island – ja om det går os og jer alle vel – gid det også må det i det nye år i hvad uvejr, vi end må havne i. – Hun tuder og larmer hende vindheksen stadig derude, mens jeg sidder og skriver det her i min kladdebog.

Læresætning

At tørre saltvandsgennemtrukket tøj i fugtig salt luft ombord er umuligt – også selvom solen skinner. På med det – et halvt døgn – sådan nåede jeg at tørre 3 sæt med våde arme og ben. Det er første læresætning.

Den anden refererer til det mellemrum, I også har mellem gulv og køkkenskabe, og jeg skal fortælle jer, hvad det er beregnet til : – Det er til at kile sin frie fod fast i, når jeres køkken tager en 45 graders overhaling, mens I f.eks står koncentreret om at hælde det kogende vand fra grydens æggekogning ned i thermoflaskens smalle tud – eller som når snart I med skarp kniv står og skærer juleanden op og udsat for samme veltimede bølgeslag vil undgå at ende i den anden ende af lokalet med anden i skødet. Husk det og tag altid gode støvler på, da de kiler bedre fast. Julestegen ombord er ”biltong” – buskmandenes vindtørrede kødproviant, der hænger og dasker her ombord ved siden de røgede salte skinker. Risengrød følger tro og så går dansen om pardistræet, en succulent jeg fik i Hout Bay og står på den slukkede skibsovn under den lodretstillede adventskrans, der får en sløjfe mere hver søndag og må klare sig med lyset på bordet. Og så vil jeg ringe hjem.

Efter at have skrevet den grønlandske del af det her, satte jeg mig med pibe og slukket pandelampe og lod fyrrefadslyset være eneste lyskilde, hvor mørket og roen atter har sænket sig over farvandene og gjort computerskrivning mulig. Og jeg bemærkede, hvordan lysskæret delte sig i fine stråler mod mine øjne og kom til at tænke på den første rigtige historie på grønlandsk, jeg fik arbejdet mig igennem, julen 1978 da vi var flyttet til Aasiaat. Den var af Hans Lynge og trykt i AG’s julenummer : ”Da englen viste sig for store Kristian”. Den står i bogen ”Grønlands indre liv. – Læs den ! Glædelig jul ønskes I alle her fra ”Kigdlua” på 41 grader syd / 25 grader øst og må I have et rigtigt godt nyt år.

AG - 04/01-2023

Klik her for at læse