At kigge på fugle afhjælper stress, mener Martin Kviesgaard. Han har altid kikkerten med og elsker at være ude. Han er et af de mennesker, der har set flest fuglearter i Grønland. Men han mangler en.
Martin Kviesgaard på vandring ved isfjorden nær Nuuk.Privat
MarianneKrogh AndersenJournalist
Offentliggjort
Østenvind i fødselsdagsgave – et mærkeligt ønske for en rask dreng! Men sådan har Martin Kviesgaard haft det, siden han var knægt i Vestjylland. For han fylder år i maj netop på et tidspunkt, hvor Skagen er det allerbedste sted i Europa at kigge på fugle. Så dér skulle Martin hen på sin fødselsdag med fuglekikkerten.
I dag er Grønland hans hjem. Drengen fra Holstebro blev direktør i Grønlandsbanken. Han bosatte sig i Nuuk. Selvom den grønlandske natur er vild og mægtig, er der faktisk ikke særligt mange forskellige fugle på verdens største ø.
ABONNENTER
Denne artikel er fra en af Mediehusets aviser.
Historier som denne kræver abonnement.
God læselyst, og god fornøjelse.
Østenvind i fødselsdagsgave – et mærkeligt ønske for en rask dreng! Men sådan har Martin Kviesgaard haft det, siden han var knægt i Vestjylland. For han fylder år i maj netop på et tidspunkt, hvor Skagen er det allerbedste sted i Europa at kigge på fugle. Så dér skulle Martin hen på sin fødselsdag med fuglekikkerten.
Annonce
I dag er Grønland hans hjem. Drengen fra Holstebro blev direktør i Grønlandsbanken. Han bosatte sig i Nuuk. Selvom den grønlandske natur er vild og mægtig, er der faktisk ikke særligt mange forskellige fugle på verdens største ø.
Kun cirka 60 fuglearter yngler i Grønland. Men mange flere kommer på træk. Enten med vilje eller fordi en storm kaster sjældne fugle mod grønlandske kyster. På den måde kan fugle-nørder som Martin Kviesgaard opleve nye, sjældne arter pludselig dukke op. Og så er dagen reddet for bankdirektøren.
Hov, der var en vandrefalk
- Jeg elsker at bo i Grønland. Nuuk er blevet mit hjem. Jeg kan lide at dyrke det lokale fugleliv. Jeg går aldrig nogen steder uden en kikkert. Der står også altid en kikkert ved vinduet i vores hus på Saqqarliit, som er et godt sted at kikke på fugle, fordi det ligger lige ud til vandet i den sydvestligste del af byen, fortæller bankdirektøren, der har boet 23 år i Grønland.
- Jeg har set 95 forskellige fuglearter i Grønland. Jeg tror kun, der er et par stykker mere, som har set lige så mange, fortæller han fra sit nyerhvervede sommerhus ved Stevns Klint, hvor han ferierer for tiden.
Vores telefonsamtale bliver flere gange afbrudt af udbrud:
- Hov, nu blev jeg lige forstyrret - der er en vandrefalk! lyder det fra Kviesgaard
Den lynhurtige rovfugl, som kan styrtdykke efter sit bytte med en fart på 300 km i timen, svirrer i luften ved bankdirektørens sommerhus, som selvfølgelig er udvalgt omhyggeligt efter mængden spændende fugle.
- Nå, der var en rød glente. Martin Kviesgaard er kun moderat begejstret. Næsten dagligt har han besøg af den flotte flyver, som får de fleste naturelskere til at spærre øjnene op.
Den ene spektakulære fugl efter den anden dukker op under interviewet. Ofte fugle, som yngler lige omkring hans hus på Mandehoved.
Har set 2500 fuglearter
Fugle-nørder med tykke briller, camouflagetøj og voluminøse kikkerter – på jagt efter en ny pipfugl til bogen - har altid været et godt satire-offer.
Martin Kviesgaard ler i telefonen. Jo, han kan godt genkende sig selv som netop sådan en nørd. Hans notesbog med nye fuglearter er dog digital. I en særlig fugle-app har han – indtil videre – registreret 2500 arter. Fugle, som han har indfanget via kikkert og kamera enten i Grønland eller forskellige steder i verden på sine mange rejser.
Det er de store naturoplevelser, glæden ved fuglene, som igen og igen får ham til at sætte kikkerten for øjnene.
- Der er noget nyt hele tiden. At se på fugle er en dejlig måde at følge årstiderne på. Nogle fugle er flotte. Andre er spændende på grund af deres forekomst og levevis.
- Når jeg kikker på fugle oplever jeg variationen i vejret og årstiderne. Det giver mig hele tiden overraskelser.
Martin Kviesgaard har altid en kikkert med, når han bevæger sig rundt i Nuuk. Også i sit bankdirektørtøj. Sæt, der dukkede noget spændende op!
Ud over den vante observatørpost i hjemmets store vindue mod fjorden har han flere favoritsteder ved Nuuk. Nipisat-sundet på Nordlandet er et godt sted at kigge på fugle, fortæller han.
Her har Kviesgaard nydt synet af smukke strømænder og beundret kongeedderfugle. Ved Cirkussøen tæt på Nuuk yngler verdens hurtigste fugl, vandrefalken. Synet af ørne fra stuevinduet er slet ikke usædvanligt.
Fugle-turisme
Forår og efterår er ideelt, hvis man som fugle-entusiast går efter noget usædvanligt.
- Det er spændende at se sjældne fugle. Det kan være fugle, som bliver fanget i en storm og rammer Grønland. Jeg har set vandredrossel og amerikansk pibeand, som ellers hører hjemme i Nordamerika.
- Man skal være meget ude. Og altid medbringe en kikkert. Det giver større mulighed for at se noget spændende, lyder Martin Kviesgaards råd til alle, der gerne vil blive klogere på grønlandske fugle.
Qaqortoq er et af de bedste steder i Grønland for fugleelskere.
- Der er mange arter i Sydgrønland og meget vegetation. Det giver flere fugle, fortæller Kviesgaard.
Han mener, at Grønland har uudnyttede muligheder for fugle-turisme i takt med at de nye lufthavne åbner.
- Vi har ikke så mange forskellige arter i Grønland. Men som en del af en større naturoplevelse vil mange fugle-elskere være glade for at se strømænder, som er nogle af de smukkeste fugle, vi har. Kongeedderfugle vil også begejstre mange. Vi har også fuglefjelde med søpapegøjer syd for i Nuuk, siger Martin Kviesgaard.
Modvirker stress
- Her i Grønland er der jo natur og fugle overalt. For mig personligt er fuglene med til at lade mine batterier op. Jeg er på fugletur altid, når jeg bevæger mig rundt i Nuuk og omegn. Det er 100 procent afstressende. En fin modvægt til en travl hverdag, fortæller han.
Kæresten, Louise Petersen, er også friluftinteresseret og ofte med på fugletur.
En af Martin Kviesgaards fineste oplevelser var at se verdens største koloni af havterner ved Grønne Ejlande i den sydlige del af Diskobugten.
- Det var fantastisk at se alle de fugle samlet på ét sted. Mit store ønske er en dag at komme til Qaanaaq og opleve de store kolonier af søkonger.
Martin Kviesgaards kikkert har fanget gigantiske kondorer med et vingefang på op til 3,5 m på Sydamerikas sydligste spids. Han har vandret over 5000 meter høje pas i Bhutan. Men endnu har han til gode at opleve søkongerne – de seje fugle med en vægt på blot 150 g, der sværmer som græshopper i det nordligste Grønland.
Kæmper for fuglene
At skabe bedre levevilkår for fugle er en hjertesag for Martin Kviesgaard. Han har i over 20 år siddet i bestyrelsen for Fugleværnsfonden, en dansk organisation som opkøber land i Danmark for at skabe bedre levevilkår for fugle i særlige reservater.
Kviesgaard er selv jæger og var i sine unge år på det danske landshold i riffelskydning. Men han mener, at der bør gøres en større indsats for at bevare fuglebestanden i Grønland. Både af hensyn til fuglene, men også for vores egen skyld. Fugle kan give store naturoplevelser. Og tiltrække turister. Facebook-siden med grønlandske fugle har 2800 følgere. Det viser, at interessen er stor.
- Bæredygtig jagt er ikke noget problem. Men vi skal passe på med at overudnytte naturen. Det værste er jagt på polarlomvier (som mange kalder alke, red.) De er stadig i tilbagegang. Det er trist.
Edderfuglene derimod er i fremgang, fordi de har været fredet om foråret i en del år. Vi ser flere og flere i Nuuk. Det er den vej, vi skal gå, mener Martin Kviesgaard.
Som ung oplevede han de sidste urfugle på Vind Hede i Vestjylland. De blev udryddet, fordi deres levested, heden, forsvandt.
Fugle er mytiske skabninger, som altid har fascineret mennesker. Også på det område har Grønland noget unikt at byde på – selvom vi ikke har mange arter, mener Martin Kviesgaard.
Kære Læser,
Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland.
For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset.
Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold.
Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.