Anmelder: Jammerlige Julie

Ekstra Bladets anmelder er ude med riven efter Julie's nye CD og kalder hende "Jammerlige Julie". Læserne af web-avisen eb.dk forsvarer dog sangerinden.

Julie Berthelsen's nye CD "Lige nu" sætter sindene i kog. Foto: Leiff Josesen.
Offentliggjort

Ekstra Bladets anmelder er ikke begejstret for Julie Berthelsens nye CD "Lige nu".

–Uduelig døgnflue-pop fra Julie, der basker anonymt videre med robotagtig discount-muzak på karrierens fjerde album, skriver Ekstra Bladets anmelder Thomas Treo om albummet.

Ekstra Bladets anmelder giver CD'en "Lige nu" 1 stjerne ud af 6 mulige.

–Sangfuglens fjerde album, "Lige nu", er klinisk renset for personlighed, karisma og charme, og selv om hun har skiftet engelsk ud med dansk, så er det først i bonusnummeret ’Ingerlateqqiuk’, der er en grønlandsk udgave af titelsangen, at man fornemmer et menneske bag den robotagtige discount-muzak, skriver anmelder Thomas Treo.

Læserne af Ekstra Bladets web-avis er dog ikke enige med anmelderen og de forsvarer Julie Berthelsen.

–Hold op, hvor er det dog træls at altid skulle læse negative artikler fra den mand...sure sok!, skriver "DJ" i en af læserkommentarerne.

En anden læser er heller ikke begejstret for Ekstra Bladets anmeldelse.

–Så har han hygget sig igen. Galdeblæren er blevet tømt og han er tilbage i garagen og hører rock. Det må være utrolig hårdt for stakkels Thomas, at han bliver tvunget til, at høre på alt det modbydelige POP. Nu må redaktøren da snart stoppe den stakkels mands lidelser. Jeg har hørt et par numre og synes, at det er jævn god pop sunget med Julies smukke stemme. 3-4 stjerner herfra, skriver "Jack M" i en af kommentarene.

Powered by Labrador CMS