Teater

Anmeldelse: Imponerende skuespil i nordbo-drama

Den nye teaterforestilling om Villads Villadsens episke drama Qasapip Ullua Kingulleq er en kraftpræstation af de grønlandske skuespillere

En vred Nukaka Coster-Waldau pryder plakaten til det nye teaterstykke, som måske kommer til Grønland i 2017
Offentliggjort

Sermitsiaq.AG har set teaterstykket Under Uvidenhedens Mørke i København. Herunder følger en personlig anmeldelse

Der var forventning i luften, da musikteaterforestillingen Nalusuunerup Taarnerani / Under Uvidenhedens Mørke blev vist på Nationalmuseet i København.

Inuit Teatret og Teater Solaris var gået sammen om produktionen af Villads Villadsens episke drama Qasapip Ullua Kingulleq.

Simon Mooqqu Løvstrøm og Sananda Solaris stod for den kunstneriske ledelse og instruktion, med Ole Kristiansens musikalske fortolkning af Villads Villadsens digte, som det centrale element i forestillingen.

Musikalsk teater – teatralsk musik
Ole Kristiansens og Simon Mooqqu Løvstrøms samarbejde om Villads Villadsens digtfortælling etableres allerede tilbage i 2011. Musikken lå til grunde for den senere musikteaterforestilling, som havde premiere i Kulturhuset Katuaq i 2012 (for at ej glemme den allerførste teaterforestilling tilbage både i 2001 og 2004 med musik af Hans A. Hansen, red.)

Skuespillerensemblet bestod dengang af Juaaka Lyberth, Pauline Lumholt og Ulf Fleischer.

Villads Villadsens episke drama med stærk skuespillerbesætning
Villads Villadsens episke fortælling Qasapip Ullua Kingulleq udkom i bogen Nalusuunerup Taarnerani i 1965. Inspirationen ligger i sagnet om Qasapis og nordbohøvdingen Uunngortoq, men i Villadsens version er det Qasapi, der er hovedkarakteren og forestillingen skulle stå distancen i Nationalmuseet med et stærkt skuespillerbesætning.

I rollerne var blandt andre nationalteatrets egne Ujarneq Fleischer og Miké Fencker Thomsen. Nukâka Coster-Waldau (der er co-producer) var selvskrevet til stykket, og der var et vidunderligt gensyn med Karina Møller.

En stærkt kvintet på papiret.

Blandet førstehåndsindtryk
Forestillingens instruktør, Sananda Solaris, trådte op på scenen og bød velkommen. Hun beklagede, at publikum ikke var meget hjulpede til at forstå de grønlandske sangtekster, hvis man ikke forstod sproget.

- Det bliver ikke nemt for det ikke-grønlandsk talende publikum, sagde hun.

Instruktøren beklagede også for manglende oversættelse eller oplysning om forestillingen. Det er ikke alle, der kender til Villadsens episke drama.

I en tidligere artikel om forestillingen her på Sermitsiaq.AG, fortalte Sananda Solaris, at stykket omhandlede skandinaviske vikinger, men på Nationalmuseets egen hjemmeside blev forestillingen præsenteret som omhandlende 'Danmarks blakkede fortid som kolonimagt.

Læs: Coster Waldau i teaterdrama om inuitter og vikinger

Endog fortalte Sananda Solaris videre, at hun betragtede Villads Villadsen på lige fod med William Shakespeare. Ydermere fortæller hun, at inuitterne levede i pagt med naturen.

Præmisserne for forestillingen blev udeladt i instruktørens præsentation. Måske havde det været en god hjælp til publikum, som ikke var bekendt med Villadsens episke drama, hvis forestillingen og persongalleriet var blevet kort præsenteret i en folder. Det vender jeg tilbage til.

Episke drama kropsliggjort af stærke grønlandske skuespillere
I starten af forestillingen fyldtes teaterrummet af lyden af dyreliv. Så tændtes sceneprojektørerne.

Ujarneq Fleischer træder ud med en tromme i hånden. Han slår hårdt og brutalt på den, så det brager i rummet. Varslet om den episke fortælling begynder umiddelbart og omgående.

Derefter træder Miké Fencker Thomsen ud, han er Qasapi. At Qasapi og Ujarneqs karakter (senere som Trolle, som Uunngortoq blev navngivet i Villads Villadsens fortælling, red) deler brødrekærlighed er tydeligt.

Kropsmaling af alle
Da Miké Fencker Thomsen indledte den første sang føltes rummet pludselig varmt og intim. Qasapi og hans boplads eksisterer under samfundets orden.

Snart kom Karina Møller ud, som 'inuk'. Alle skuespillerne er malet fra top til tå og har langt sort hår. Der er associationer til eksotiske figurer og oprindelige stammefolk.

Men billedet står klart: Denne gruppe folk fortælles som værende én og samme. Det er et fælles folk, som pludselig rammes af en tragedie.

Blod på scenen
Mikerti, spillet af Nukâka Coster-Waldau, kommer ud. Såret, desperat. Hun er med nød og næppe undsluppet nordboernes angreb sydpå. Qasapi er ikke i tvivl, da han hører Mikertis beretning, hvor en hel bygd er blevet udslettet af nordboernes angreb.

Han mærker hævntørsten og drager af sted i en konebåd og indleder jagten på nordboerne.

Herfra bygges dramaet op til det afgørende øjeblik. Til skæbnemødet mellem Qasapi og Trolle.

Scenografien, musikken, koreografien og dramaet
Skuespillernes udtryk i forestillingen er til dels dyriske, intenst, kropsligt og udtryksfuld. Ole Kristiansens musik bliver understøttet af skuespillernes skarpe og bløde bevægelser efterfulgt af desperate skrig og blik.

Virkningen er effektfuldt, og det er tydeligt, at skuespillerne er godt sammentømret i deres samarbejde med flerstemmig sang og fælles elegant akrobatik.

At der var inddraget inuit-canadisk strubesangtradition for at underbygge stemningen var godt set. På et tidspunkt dansede skuespillerne endda synkron trommedans, inspireret af blandt andet Yupik-/Inupiat-folkets trommedanstradition fra Alaska.

Afsked i konebåden
Alt sammen fungerer det effektfuldt, og forestillingen er en fryd for øjet.

Dog skal en lille perle nævnes her. Da Qasapi og hans følgesvende drog af sted i konebåden kom vi meget tæt på essensen af Villadsens oprindelige fortælling.

Ujarneq Fleischer står med ryggen til, sætter sig på hug, hvor så Karina Møller sætter sig på ham. Fleischer vandrer rundt på scenen med hende på ryggen i blide og rolige vuggende bevægelser, mens hun synger intenst og foruroligende og melder efterårets komme.

Hævnen styrede
Miké Fencker Thomsen og Nukâka Coster-Waldau dansede følsomt og elegant rundt på scenen. Jeg mener, symbolikken var klar.

De levede ikke længere under samfundets orden eller fulgte fangst- og trækdyrene, men de begav sig afsted med den ene hensigt - for hævnens skyld.

Rummet blev helt elektrisk. Karina Møller blinkede ikke en eneste gang, men fastholdt intensiteten og øjenkontakten med publikummet. Vi sad vemodigt og så til, mens de begav sig til det skæbnesvangrende udfald.

Mod hævnen. Der sad vi og næsten bad til, at de skulle vende om.

Dramaet og dramaturgien
At dramaet udspilles med patos giver sig selv, skuespillerne rakte direkte ud til publikummet med fagter og kraftige stemmeføringer.

Her havde forestillingens instruktør vægtet direkte kontakt. Alt sang og kropsudfoldelse trængte gennem rummet, og der appelleres direkte til modtagernes følelser.

Følelsesfuldt stykke
Fordi præmisserne for historien var på sin plads, blev stykkets slutning berettiget.

Det giver sig selv. At der er lagt så meget vægt på, at vække publikums følelser i stykkets dramaturgi for at skabe debat imellem teatergængerne.

Trods skuespillerne smidigt forførte publikum scene efter scene, savnede man lidt luft til at mærke historiens gang.

Man sad og savnede roen til at betragte og lytte til skuespillernes udtryk og sang. Selv at kunne søge efter nuancerne i stykket. Men ofte sad vi overvældet og efterladt i forvirring over dramaets udvikling.

Sammenblandede forhold gav rodet helhedsindtryk
Som tidligere nævnt udtalte Sananda Solaris om forskellige historiske forhold, som hun fik sammenblandet og gav publikum et rodet førstehåndsindtryk.

Specielt når flere fra publikummet ikke var bekendt med Villadsens fortælling, ville det kun have været rimeligt at afgrænse baggrundsfortællingen mere informativt.

Fordi forestillingen indledtes med en stereotypiserende fremstilling af grønlændere i et romantiseret og offergjort billede, sad vi med en diskutabel forudsætning for forestillingen.

Inspiration fra Grækenland
Det er rigtig ærgerligt, for forestillingen opstillede ellers præmisser for fortællingen, der er lige til at mærke og se.

Det skal også nævnes, at Villads Villadsen hentede inspiration fra flere områder til sit episke drama: sagnet om nordboernes sidste tid, østgrønlandske sagn og myter og (oldtidens) græske tragedie.

Græske tragedier er kort sagt en teatergenre, som følger en helts fald fra storhed til undergang, fra anseelse til skam. Ofte er historierne korte og efterlader forbløffelse blandt publikummet.

Her er vi vidner til Qasapis fald fra velstanden, lykken og medgangen – til tabet af al medmenneskelighed og uskyld. Endda meget stærkt og bevægende gengivet af Miké Fencker Thomsen.

Han fremstammer og synger vreden, desperationen, håbløsheden og opbyggede spændingen ud og holder fast under hele forestillingen. Sikke en præstation!

Temaet er til evig diskussion
Omdrejningspunktet for stykket er splittelsen mellem eskimoerne og nordboerne, der får et tragisk udfald i handlingen.

Men det er også en fortælling om splittelse hos mennesket Qasapi. Ikke eskimoen, inuitten eller manden – men mennesket Qasapi, der overgav sig til hævntørsten, vreden og vendte ryggen til sin medmenneskeligheden. For hvad er det, der splitter mennesker?

I dagens globale verden kan vi pege på splittelse i samfundet. Splittelsen kommer i udtryk blandt andet i konflikter indenfor befolkningsgrupper.

For eks. har Europa i længere tid, gennemgået en flygtningekrise, der er til at føle og mærke på i hverdagen.

Splittelse evigt aktuelt
Flere regeringer i EU har valgt at stramme gevaldigt for egne udlændingepolitik. Eller vestlige landes sikkerhedstiltag overfor terrorismen vakt splittelse blandt flere befolkninger.

Eller bare for at nævne diskussionen om uranudvinding i Sydgrønland, der splitter Grønlands befolkning.

Det er en del af tilværelsen, at føle splittelse og være i konflikt. Det er en af betingelserne for menneskets sameksistens, hvorfor forestillingen Under Uvidenhedens Mørke har sin berettigelse i vores globaliserede verden.

Villadsens folkelighed og interaktionen med publikummet
Havde Villads Villadsen et budskab med Qasapip Ullua Kingulleq? Det er forfatternes ypperste opgave, at engagerer sine læsere i væsentlige emner.

Det har Villadsen ofte gjort i sine utallige bøger, hvorfor han til dagen i dag har et folkeligt status.

Her tog han et episk drama og udfoldede den i den mest ærketypiske karakter – Qasapi. Hvorfor det er overkommeligt for enhver, at forholde sig til ham og hans intention i hvilken som helst kontekst.

Thomsen i stor desperation
I Miké Fencker Thomsens krop og stemme blev vi vidne til det værst mulige udfald. Håbløsheden og desperationen i hans handling stod klar for alle.

Qasapis handling efterlod publikummet i chok. Det virker ellers oplagt for Teater Solaris at bringe diskussionen om splittelsen og konflikten videre med publikummet, men desværre udeblev interaktionen grundet mangel på forhåndsintroduktion med fortællingen.

Overgiver sig til døden
Men i den endelige scene med Qasapi, hvor han sidder med Trolles lig i armen, står vi ansigt til ansigt med uhyret Qasapi, der med et mister facaden.

Pludselig var den der. Tragedien, der fandt sit rette offer, Qasapi. Tragedien pegede hele historien mod ham og splittede hans medmenneskelighed.

Inden Qasapi overgiver sig til døden, deklarerer han, at nu vil grønlænderne bo evigt i landet. Chokket ligger stadig i vores krop længe efter forestillingen.

Planer om turné i Grønland i 2017
Der er forlydende om gruppen skal på turné i Grønland til næste forår.

Jeg ønsker dem en god rejse. Jeg kan kun anbefale enhver og alle at se forestillingen. Kom og se den ypperste skuespillerpræstation i mands minde.

Læs: Billeder fra teater-dramaet: Coster-Waldau-tager på turné

Læs: Coster Waldau i teaterdrama om inuitter og vikinger

Powered by Labrador CMS