5000 mennesker råbte hurra

På sin karettur gennem København og ved rådhuset blev dronning Margrethe hyldet for sine 40 år som regent

En glad dronning og HKH Prinsegemalen på balkonen på Københavns Rådhus lørdag eftermiddag dansk tid. Foto: Polfoto/Jens Dresling

Omkring 5000 mennesker var mødt frem på Rådhuspladsen i København for at hylde dronning Margrethe i anledningen af hendes 40-års jubilæum.

Da dronningen og prinsgemalen trådte ud på rådhusets balkon for at vinke, brød københavnerne ud i spontan jubel og bagefter i indøvet sang og hurra-råb.

Forud var gået en tur i guldkaret fra Amalienborg til rådhuspladsen via Store Kongensgade og Strøget, og overalt var der tætpakket af mennesker, der ville ønske tillykke.

Der blev både råbt tillykke og hurra og kippet med en masse små dannebrogsflag af de fremmødte.

På rådhuset blev dronningen modtaget af overborgmester Frank Jensen, S, og hun slog følge med blandt andre sin nærmeste familie, samt statsminister Helle Thorning-Schmidt og de norske og svenske regentpar.

I rådhussalen blev dronningen og resten af gæsterne først underholdt af mere end 500 sangere. De kom fra Grønland, Færøerne, Island og alle dele af Danmark.

Tivoligarden spillede, og efter at dronningen havde skrevet i gæstebogen holdt overborgmesteren tale.

- Nærvær, viden, interesse og professionalisme har kendetegnet dem i 40 år. Dronningen er samlingspunkt, frontfigur og forbillede, lød det blandt andet fra Frank Jensen.

Dronningen takkede i sin tale de mange mennesker i København, der ønskede at fejre hende og prins Henrik.

- Københavnernes varme modtagelse af os under karetturen gennem byen og den festlige optakt på rådhuset for lidt siden har varmet og glædet mig, sagde hun.

Københavns Politi vurderer, at cirka 5000 mennesker var mødt op på Rådhuspladsen for at vinke til dronningen.

Søndag er det 40 år siden, at Margrethe blev udråbt til dronning efter sin far, kong Frederik den 9. Det har været markeret hele ugen. Søndag er der blandt andet gallamiddag på Christiansborg.

Powered by Labrador CMS