25 år i formandsstolen

For kulturmennesket Benny Nybo har engagementet i Det Grønlandske Hus i Odense aldrig været kedeligt.

Benny Nybo kan fejre 25 års jubilæum som formand for Det Grønlandske Hus i Odense. En af bevæggrunde for, at han blev engageret i det arbejde er, at han mente Odense Kommune gjorde for lidt for bosiddende grønlændere.
Offentliggjort

2023 er jo det store jubilæumsår i Odense. Nordatlantisk Hus 10 år. Det Grønlandske Hus 50 år. Benny Nybo 25 år som formand i året, hvor han også fejrede sin 75-års fødselsdag.

På Benny Nybos CV er der kommet mange ting til, siden uddannelsen som revisor i de unge år: Pædagog, redaktør af et firmablad, medlem af Odense Byråd valgt for Socialdemokratiet, Røde Kors arbejde med flygtninge fra Bosnien, medlem af menighedsrådet for Odense Domkirke og så altså 25 år i formandsstolen for Det Grønlandske Hus. Hertil kommer en stor karriere som vandpolospiller både på klub- og landshold. Og så er det blevet til to bogudgivelser: Nordatlantiske Spejlbilleder og Indianske Drømme.

Var lidt flov

-Mit engagement omkring Det grønlandske Hus begyndte, fordi jeg var flov over, at Odense Kommune gav så lidt til arbejdet med grønlænderne i Odense. Pludselig var jeg så med i bestyrelsen og så altså formand, dengang vi havde til huse i Det gamle Grønlandske Hus på Hunderupvej, indleder Benny Nybo vores spændende samtale, som selvfølgelig finder sted i Nordatlantisk Hus.

Det Grønlandske Hus er integreret i Nordatlantisk Hus. De to huse har hver sin bestyrelse og hver sin formand.

-Jeg er meget stolt over, at jeg har været med til af få den her kulturambassade op at stå. Er glad fordi mange af drømmene, da vi planlagde huset, er gået i opfyldelse. En bygning må gerne udstråle kvalitet og også en kvalitet som er højere, end i den enkeltes eget hjem. Det er jo kun mursten. Det vigtigste er det, som vi putter ind i det. Jeg håber at alle, der kommer her kan mærke kærligheden til Grønland, til Nordatlanten, og til kunsten og ikke mindst til hinanden.

-Det er store ord, men det er et kulturelt åndehul, slår Benny Nybo fast.

-I øjeblikket er min største glæde alle de skolebørn der kommer i huset, og hører om Grønland og Rigsfællesskabet.

For Benny Nybo var det væsentligt, da man flyttede fra de meget trange forhold i det gamle hus, at man kom i nærheden af vandet. For vandets betydning er kolossal ikke mindst i Grønland, men også i Danmark.

Stor bekymring

Benny Nybo kan være bekymret for, om Det Grønlandske Hus fortsat kan finde økonomi til den daglige drift.

-Der er skiftende politikere og embedsmænd i Grønland, som flere gange har ytret ønske om at spare på det årlige tilskud, så den sociale hjælp til de herboende grønlændere helt forsvinder.

-Jeg drømmer om, at de grønlandske politikere og politikerne i Odense sætter sig sammen, og laver en langtidsholdbar samarbejdsaftale.

Fremtidsvision

I sin tid drømte man stort i Odense. Drømmen blev realiseret og Nordatlantisk Hus fejrer i år 10 års fødselsdag. I dag drømmer man også, og man drømmer stadig stort.

-I tilknytning til vores nuværende faciliteter kunne vi forestille os at bygge et nationalt klimacenter. Digitalt forbundet med Grønland og med Ilulissat Isfjordscenter. Forskere og helt almindelige mennesker kunne benytte centeret.

-Man kunne så håbe, at også skolebørn fra hele Danmark ville komme forbi, når de var i Odense for at se H. C. Andersens Hus og lære om Grønland og vores meget pressede klima.

-Et helt unikt byggeri ville være, at vi i havnen byggede et ”isbjerg”, som rummede de nødvendige faciliteter, slutter Benny Nybo.

Powered by Labrador CMS