10 forfatterspirer sendes i skrivelejr

Skrivelysten er stor blandt ungdommen. 36 forfattere in spe deltog i 'Allatta'-konkurrence noveller. 10 vindere er udpeget

Vinderne Niviaq og Maaliaaraq med jurymedlem Katti Frederiksen. Foto: Napa
Offentliggjort

- Vi er meget glade for at se de mange kreative idéer i novellerne. Det lover godt for fremtidens forfattere. Novellerne afspejler tidens tand på godt og ondt. Mange tager traditionelt tabu-belagte emner op, og i flere noveller er der en form for selvforløsende proces, som er meget spændende. De er udtryk for en ny udvikling i grønlandsk litteratur.

Sådan lyder bedømmelsen fra juryen bag novellekonkurrencen 'Allatta', der blev udskrevet i 2012. I alt blev der indsendt 36 noveller, og nu er der fundet 10 vindere. De 10 vindere bliver i slutningen af februar sendt på skrive-bootcamp i Kangerlussuaq med Jessie Kleemann og Mette Moestrup, hvor de skal finpudse novellerne til udgivelse i Antologien 'Ung i Grønland, Ung i Verden'. Derudover modtager hver vinder 2500 kroner i præmie.

De 10 vindere er:

  • Maaliaaraq H. Nielsen fra Nuuk
  • Niviaq Korneliussen fra Nuuk
  • Paninnguaq Boassen fra Sisimiut
  • Miiannguaq Olsvig Lyberth fra Nuuk
  • Johannes Lars Therkelsen fra Aasiaat
  • Pivinnguaq Mørch fra Nuuk
  • Tukummeq Danielsen fra Aasiaat
  • Gerda Berthelsen fra Sisimiut
  • Sørine Steenholdt fra Nuuk
  • Rosine Kreutzmann fra Sisimiut

Napa, Nunatta Atuagaateqarfia, NUIF og Milik Publishing står bag novellekonkurrencen Allatta, hvor unge mellem 15 og 25 år har kunnet deltage og lade fantasien få frit løb inden for det brede tema ’Ung i Grønland, ung i Verden’.

Juryen bestod af forfatter Jessie Kleemann, lektor Birgit Kleist Pedersen, forfatterforeningens formand Hans Anthon Lynge samt digter Katti Frederiksen. Antologien, der forventes udgivet i juni 2013, vil også indeholde 10 illustrationer fra årets kunstskoleelever, så den bliver et samlet ungdomslitteratur og kunstudtryk.

Powered by Labrador CMS