fiskeri
WWF undrer sig over Kruses logik
Verdensnaturfonden har svært ved at se det logiske i, at politikeren kan afvise overfiskning, blot fordi et havområde ikke er undersøgt videnskabeligt
WWF Verdensnaturfonden glæder sig over, at Naalakkersuisoq for Fiskeri, Fangt og Landbrug, Karl-Kristian Kruse (S), mener, at havområdet ved Qaanaaq skal undersøges nærmere. Og at der skal planlægges et forsøgsfiskeri i samarbejde med de relevante aktører, herunder Naturinstituttet Pinngortitaleriffik.
Læs: Fiskeriet efter hellefisk slog fejl i 2015
WWF's ønske
Det er nemlig præcis, hvad WWF ønsker: At få et så troværdigt grundlag som muligt. Så man kan fastsætte en bæredygtig kvote for hellefiskefiskeri, så også Qaanaaqs børn og børnebørn kan have en fast indtægt fra fiskeriet.
Verdensnaturfonden har dog svært ved at se logikken i et argument fra Naalakkersuisut-medlemmets side, som fremgår af et indlæg på Naalakkersuisut.gl.
Kollaps?
- Når de indhandlede mængder er tredoblet i de seneste år, og man fortsat fisker yderlige fisk i de kommende år, risikerer man så kollaps af hellefiskebestanden? Det tror jeg næppe, da områdets hav ikke er undersøgt endnu, bebuder landsstyremedlemmet.
Og her er Verdensnaturfondens konklusion lige modsat: I og med havområdet netop endnu ikke er undersøgt, kan man vel ikke udelukke, at man risikerer et kollaps af bestanden, hvis man uden videre skruer fiskeriet i vejret.
Mere viden
- WWF vil gerne understrege, at vi ikke mener, at det spirende fiskerierhverv i Qaanaaq skal stoppes. Tværtimod synes vi det er glædeligt, at flere fangere i Nordgrønland går over til fiskeri, og vi håber at den udvikling kan fortsætte.
- Derfor er det yderst vigtigt, at vi får mere viden om bestandene i området, så fiskeriet kan ske på et bæredygtigt grundlag, der sikrer ressourcer også til fremtidens generationer af fiskere. Vi maner til besindighed og forsigtighed, så de kedelige historier om overfiskeri ikke gentager sig, understreger organisationen.
Læs: Forsvarer ekstra hellefisk-afgift
Debatten om fiskeriet efter hellefisk udspringer af en artikel i AG nummer ni. Du kan købe avisen i din lokale butik eller benytte linket i bunden af denne artikel