advarsel
WWF bekymrer sig om oliejagt
I forbindelse med olieefterforskningen i Nordøstgrønland tvivler Verdensnaturfonden WWF på, at man kan redde havmiljøet, hvis der sker udslip
John Nordbo, miljøchef i WWF Verdensnaturfonden advarer om, at efterforskningen skal foregå i meget miljøfølsomme områder. Det sker i forbindelse med, at det fredag blev offentliggjort, at Naalakkersuisut har tildelt Statoil, ENI og Chevron tilladelser til at lede efter olie og gas i havet ved Nordøstgrønland.
Læs også: Nu bliver der oliejagt i Østgrønland
Læs også: Greenpeace Naalakkersuisut spiller hazard med naturen
- Havet ud for Østgrønland er et af de mest ufremkommelige i verden og samtidig et særdeles vigtigt område for både hvaler og isbjørne. Jeg håber derfor, at de her olieselskaber er helt klar over, hvad de gør ind til, for hvis ikke sikkerheden er helt i top kan olieefterforskning i et så barskt klima gå virkelig, virkelig galt. Vi tvivler i WWF stærkt på, at man har teknikken til at kunne rydde op og redde havmiljøet og dyrelivet, hvis katastrofen sker, så vi vil kraftigt opfordre til, at Grønland stiller ekstremt strenge krav, når nu landsstyret insisterer på at give disse tilladelser, siger han til dagbladet Berlingske.