fantastisk

Wow: Her er verdens største containerskib

'Mærsk Mc-Kinney Møller' sejlede tirsdag under Storebæltsbroen. Containerskibet har plads til 18.270 containere

Et af verdens største containerskibe og AP Møller-rederiets største, den netop færdiggjorte Maersk Mc-Kinney Møller, passerede tirsdag eftermiddag dansk tid under Storebæltsbroen på den sidste del af sin jomfrurejse fra Sydkorea til Nordeuropa
Offentliggjort

Det nybyggede containerskib Mærsk Mc-Kinney Møller sejlede tirsdag eftermiddag dansk tid under Storebæltsbroen. Kolossen er verden største i sin kategori, og kursen er sat mod havnebyen Gdansk i Polen.

Det gigantiske containerskib, som er ejet af Mærsk-koncernen og opkaldt efter dens afdøde patriark, forlod Sydkorea i midten af juni for at stævne ud på sin jomfrurejse til Europa.

Mærsk Mc-Kinney Møller er 400 meter langt og 59 meter bredt. Det sejler under dansk flag og har plads til 18.270 containere, hvilket er omkring et par tusinde mere end den hidtidige rekord.

På søndag passerer containerskibet Storebælt i den modsatte retning, og mandag anløber det havnen i Aarhus som den første og eneste havn i Danmark.

Containerskibet er et såkaldt Triple-E-skib. De tre E'er står for Economy of scale (stordrift), Energy efficiency (energibesparelse) og Environmentally improved performance (forbedret miljømæssig ydeevne).

Maersk Line får i alt leveret 20 Triple-E-skibe fra det sydkoreanske værft frem til 2015.

Skibene kommer til at sejle på verdens travleste handelsrute og skal fragte varer mellem otte havne i Asien og seks i Europa.

Powered by Labrador CMS