Water Taxi: Breder sig som ringe i vandet
Ilulissat, Nuuk, Qaqortoq, Maniitsoq og Qasigiannguit. Fem steder, hvor de karakteristiske gule både nu sejler turister til oplevelser i lokalområdet.

Siden etableringen i 2013 i Ilulissat er det kun gået én vej for Water Taxi - og det er fremad. I 2017 udvidede Water Taxi med franchiseafdelinger i Nuuk og Qaqortoq, og nu er der også indgået aftaler med turoperatører i Qasigiannguit og Maniitsoq. Det drejer sig om Qasigiannguit Tourism and Charter samt Arctic Wildlife Adventures i Maniitsoq.
Anders Lykke Laursen har stået i spidsen for Water Taxi siden 2014, og står selv for sejladsen i Nuuk med udgangspunkt i kontoret i den gamle kolonihavn.
Planlagt vækst
– Vi ekspanderer hele tiden efter en nøje lagt plan, så det er rigtig godt. Vi går efter så stor en forretning som muligt, og vi vil meget gerne have flere byer med, hvis kundegrundlaget er til det. Man er nødt til at satse lidt, for ofte må turismetilbuddet være på plads, før turisterne kommer. For eksempel er Qasigiannguit ikke kendt for at være det store turiststed. Derfor har vi anlagt et mere langsigtet perspektiv i byen.
Lokal forankring
Anders Lykke Laursen har valgt en franchising-model, hvor lokale turoperatører køber sig ind i Water Taxi og til gengæld får en færdig pakke bestående af bookingsystem, hjemmeside og mulighed for at være en del af Water Taxi familien.
– Modellen sikrer, at kunderne kommunikerer direkte med skipperen. Det skaber en tæt kontakt, sikrer lokal forankring og giver i sidste ende en bedre oplevelse for kunderne. Det er så at sige de lokale, der driver selskabet frem, men uden at skulle tænke på markedsføring. Man kan være verdens bedste skipper, men hvis man ikke kan kommunikere eller markedsføre sig selv, så er det svært at få fat i kunderne, siger Anders Lykke Laursen.
Franchiserne køber selv deres båd, der skal males i de karakteristiske gule farver. De bestemmer også, hvilke ture, de udbyder.
– Jeg tilbyder gerne sparring. Men ofte ved de lokale turoperatører godt selv, hvad deres område er kendt for. I Maniitsoq er det oplagt at tilbyde hvalsafari, mens det i Ilulissat er isen, der trækker. I Qasigiannguit er det en kombination af hvaler, is og nedlagte bygder, siger Anders Lykke Laursen.
Markedsføring i højsædet
Åbningen i Nuuk sidste år er gået over al forventning, mens der i Qaqortoq er lidt udfordringer med ”sort” sejlads.
– Men vi er fortrøstningsfulde med Qaqortoq, og tænker langsigtet. Vi mener, at det er vigtigt, at vi er på markedet og kan være med til at mindske den private sejlads. I Nuuk har vi oplevet langt flere turister, end vi havde regnet med. Dertil er der også en del lokale, der booker sejladser i weekenderne, fortæller Anders Lykke Laursen, der bruger meget tid og mange penge på markedsføring og onlinebooking.
– En tredjedel af alle vore ture bookes direkte på hjemmesiden. Det er et højt tal og vidner om, at turister gerne vil planlægge deres oplevelser og aktiviteter på forhånd. Jeg siger ofte til folk i turistbranchen, at vejen frem er at være synlig online. Du kan have verdens bedste produkt, men hvis du ikke fortæller det til nogen, får du ingen kunder. Det handler om at formidle flotte fotos, klare tekster og beskrivelser af oplevelserne.
Water Taxi i Nuuk har fra juni en ekstra båd til rådighed, så de nu har to kabinebåde og en åben båd.
– Vi har dage, hvor vi har turister nok til at fylde 3-4 både, så jeg er meget positiv, lyder det fra Anders Lykke Laursen.
Læs hele specialtillægget Motoori ganske gratis – klik her
Læs blandt andet:
- Grønne biler stormer frem
- Turoperatør i vækst
- Norge i den grønne førertrøje
- Grøn slingrekurs for el- og hybridbiler
- Forsøg med ladestandere evaleres
- Opkøb i bådbranchen