Royal Greenland
Vil gerne flytte ansatte
Sæsonarbejdere og udlændinge kan sikre, at der bliver holdt gang i samfund på kysten, anfører Mikael Thinghuus
Royal Greenland vil i 2017 undersøge muligheden for at flytte interesserede ansatte rundt i landet, så arbejdskraften kan være der, hvor behovet ér.
Det fremgår af et interview, som Mikael Thinghuus, administrerende direktør i Royal Greenland, har givet til nyhedsmediet undercurrentnews, der beskæftiger sig med seafood-industrien.
Læs også: Fiskefabrik lukker midlertidigt
- I 2017 har Royal Greenland planer om at transportere arbejdskraften hen over Grønland til de steder, hvor arbejdskraften er efterspurgt, citeres Mikael Thinghuus for at sige.
Ligesom andre virksomheder foretrækker Royal Greenland at hyre lokal arbejdskraft til fabrikkerne i for eksempel Kangaatsiaq, Maniitsoq og Narsaq.
Læs også: Fiskefabrik klar til at fordoble produktionen
Kan skabe liv på kysten
Men, gør Tinghuus opmærksom på, den allerstørste udfordring ved at operere i Grønland er at sikre “arbejdskraften de steder, hvor fabrikkerne er placeret”.
Derfor kunne løsningen være, at have en transportabel arbejdstyrke. En løsning, der ifølge Mikael Thinghuus også kunne afhjælpe problemet med affolkning af visse byer og bygder.
- Sæsonarbejdere fra andre områder eller endda andre lande sikrer, at der stadig holdes liv i de steder, hvor arbejderne tager hen, hvilket er bedre end at der bliver affolket, siger direktøren til nyhedsmediet.
Læs også: Hver anden skal bo i Nuuk
Royal Greenland opererer også med andre løsninger for at fastholde den lokale arbejdskraft i de affolkningstruede byer på kysten.
Læs også: Medarbejdere skal på kursus under produktionsstop
For eksempel er 75 ansatte i Maniitsoq sendt på kursus under produktionsstop på fabrikken. De er blandt andet på kursus i hygiejne, råvarekendskab og filetering. Desuden er 10 andre medarbejdere på halvdags rengøringskursus, fremgår det af Royal Greenlands hjemmeside.