Vi venter stadig på afklaring
Man står stadig på hovedet i rigsarkivet, fjernarkiver og ILO-arkiver for at finde ud af, om Grønland er omfattet af reglerne i ILO, den internationale arbejderorganisation

Korrespondancen mellem selvstyret og Danmark i sagen om, hvorvidt Grønland er omfattet af arbejdsklausulerne i ILO, den internationale arbejderorganisation under FN, ligger ikke stille. Og der er stadig ingen afklaring.
I endnu et paragraf 37-spørgsmål, der vedrører Grønland, beder Akitsinnguaq Olsen, Siumut, om status på, hvor langt man er kommet i sagen. Og det korte svar er, at man stadig ikke ved, om Grønland er underlagt konventionen.
Det drejer sig om ILO-konvention nummer 94.
Det svarer Ove Karl Berthelsen medlem af naalakkersuisut for erhverv og råstoffer.
Man venter nemlig på en rapport fra Udenrigsministeret, der venter på svar fra ILO. En rapport Grønland har spurgt til i januar og igen i februar. Desuden har man været i rigsarkivet, hvor man har søgt i dokumenterne.
Efterfølgende er spørgsmålet om Grønland flyttet fra udenrigsministeriet til beskæftigelsesministeriet, hvorfor Ove Karl Berthelsen igen har rettet en forespørgsel om, om Grønland er forpligtet af ILO-konventionen.
Beskæftigelsesministeriet har svaret Ove Karl Berthelsen, at arbejdet stadig pågår.
- Jeg vil som hidtil fortsat Iøbende følge op på sagen med henblik på endelig afklaring af om Grønland er omfattet af konventionen eller ej og i givet fald om selvstyret er direkte omfattet af og forpligtet efter konventionen, svarer Ove Karl Berthelsen Akitsinnguaq Olsen.
En afklaring af disse spørgsmål er vigtige, hvis selvstyret involverer sig i store anlægsarbejder. Som eksempelvis i aluminiumssmelteværket, hvor aluminiumsgiganten Alcoa har krævet at få billig kinesisk arbejdskraft til at arbejde for sig i Grønland.