Vi hænger fast i kolonitiden

Når det gælder store del af det grønlandske erhvervsliv, er vi endnu ikke kommet ud af kolonitidens skygge.

I gamle dage stod Den kgl. grønlandske handel KGH og Grønlands Tekniske Organisation GTO for de fleste opgaver, og selv om hjemmestyret splittede de to mastodonter op i en række aktieselskaber som Royal Greenland A/S, Royal Arctic Line A/S, KNI A/S, Tele Greenland A/S og Great Greenland A/S, er det stadig »ham staten«, nu bare i skikkelse af selvstyret, som sidder tungt på det grønlandske erhvervsliv.

Naalakkersuisuts formand Kuupik Kleist lægger torsdag eftermiddag i landstingssalen op til »en grundlæggende debat om, hvad det er for en samfundsmodel, vi ønsker for vort land – og hvilken rolle vi politikere skal have omkring udviklingen«.

Det sker med redegørelsen om ejerskabsforholdet og udviklingen i de helt eller delvist selvstyreejede aktieselskaber. Det er en debat, som er blusset op mange gange, især når ulyksalige politikere har leget erhvervsfolk, og resultatet blev ørredprojektet ved vandfaldet Qorlortorsuaq eller sælpølseprojektet Puisi i Kina. Bølgerne går højt, men en grundlæggende debat er det endnu ikke blevet til.

Debatten har hidtil strittet i alle retninger. Snart lyder det, at politikerne skal holde fingrene fra kommerciel forretningsdrift, for det kan det private erhvervsliv gøre meget bedre, og snart lyder det, at politikerne skal drive kystpassagersejlads, bygdebutikker, indhandlingsfabrikker, flytrafik og sælskindsvirksomhed.

Umådelig magt

Som i ethvert andet demokrati udgår lovgivningen i Grønland fra det folkevalgte parlamentet, men Kuupik Kleist kaldet det til gengæld for specielt, at selvstyret fortsat ejer en meget stor andel af landets større virksomheder.

Samtidig har naalakkersuisut som den udøvende magt ansvaret for tildelinger af koncessioner og kvoter til virksomhederne, lige som nalakkersuisut udpeger bestyrelsersmedlemmer, fastsætter priser på de væsentligste ydelser i landets infrastruktur og forvalter tilskudsmidler fra finansloven gennem servicekontrakter til – ja gæt engang – altovervejende selvstyrets egne aktieselskaber.

For år tilbage blev Grønland slået i hartkorn med totalitære stater som Albanien, Cuba og Nordkorea. Siden er Albanien faldet fra, Cuba er ved at gøre sig fri af Fidel Castros jerngreb, og tilbage i gruppen af dem, som de andre ikke vil lege med, er kun Nordkorea.

Kuupik Kleist tager i sin opfordring til en grundlæggende debat udgangsspunkt i den grønlandske selvstyrekommissions betænkning fra 2003:

»Selvstyrekommissionen erkender, at det på flere områder fortsat kan være nødvendigt at bibeholde naturlige monopoler, hvor helt eller delvist offentligt ejede selskaber varetager produktion og service. I den udstrækning disse monopoler bibeholdes, ønsker Selvstyrekommissionen disse selskabers aktiviteter begrænset til deres kerneopgaver. I dag fremtræder de som selskaber, der har overtaget en lang række produktions- og serviceaktivieter, som private selskaber i konkurrence langt bedre kunne påtage sig«.

Så er bolden givet op.