se billeder
Vestnordisk Råd vil styrke fødevareforsyning
Interessen for samarbejde på tværs af længdegraderne i norden er stærk. Konkret vil Vestnordisk Råd arbejde for at styrke fødevareforsyningen i nord
Lars-Emil Johansen, formand for Inatsisartut, bød fredag på et seminar om Vestnordisk Råds arbejde på Hotel Hans Egede i Nuuk.
Formålet med seminaret var at give relevante aktører yderligere indsigt i rådets virke.
I sin velkomsttale fremhævede Lars-Emil Johansen betydningen af det vestnordiske samarbejde, som er til stor gavn for både Grønland, Færøerne og Island - og for den politiske udvikling på Færøerne og i Grønland.
Generalsekretær for Vestnordisk Råd Thordur Thorarinsson gav efterfølgende de fremmødte en grundig indsigt i Rådets arbejde, organisation, struktur og de værktøjer der står Rådet til rådighed.
Seminaret var velbesøgt af medlemmer af Inatsisartut, partikonsulenter og højtstående embedsmænd. Generalkonsulen for Islands kommende generalkonsulat i Nuuk Pétur Ásgeirsson deltog også i seminaret.
Under fremlæggelsen, hvor rådets rekommandationer indtog en central rolle, blev der stillet en række spørgsmål. Dette levende engagement og den store interesse tegner godt for det vestnordiske samarbejde.
Den store interesse i rådets arbejde vil utvivlsomt også præge arbejdet med to rekommandationer fra Vestnordisk Råd, som skal behandles på Inatsisartuts efterårssamling senere i år.
Rådets generalsekretærs besøg er ligeledes et led i forberedelserne af de kommende møder i Nordisk Råd samt Vestnordisk Råds kommende temakonference, der skal afholdes på Færøerne i januar 2014. Temakonferencen vil beskæftige sig med mulighederne for at styrke vores egen fødevareforsyning i Vestnorden.