sælskind og EU
Vestnordisk Råd tager sælsagen op
Rådets præsidium opfordrer EU til at trække forordningen om restriktionerne om import af sælprodukter til EU tilbage. - Hvis ikke det sker, bør EU ikke anses for en troværdig partner i Arktis, mener Vestnordisk Råd
Vestnordisk Råd, der er opmærksom på, at EU har taget sagen om sælskindsimportforbuddet op efter at verdenshandelsorganisationen WTO's domstol har fundet dele af ‘Inuit-undtagelsen’ i strid med WTO's regler.
Nu opfordrer rådets præsidium EU til at trække forordningen om restriktionerne om import af sælprodukter til EU tilbage.
- Hvis ikke det sker, bør EU ikke anses for en troværdig partner i Arktis, mener Vestnordisk Råd.
Opfordringen kommer efter et møde mellem Vestnordisk Råds præsidium og en delegation af to EU-parlamentarikere, som blev holdt i sidste uge for at drøfte emner som vedrører den vestnordiske region, Færøerne, Grønland og Island i relation til EU.
Læs: Johan Lund Olsen i Bruxelles: Danmark og Grønland er dybt bekymrede over nyt sælforslag
Grønlands synspunkter fremlagt
Inatsisartut-medlem Randi Vestergaard Evaldsen fra Demokraterne, der deltog i rådets præsidium som suppleant for Lars-Emil Johansen fra Siumut, præsenterede Grønlands synspunkter, hvor hun indledningsvis fremviste en kampagnevideo, som fokuserer på inuitternes bæredygtige fangst, og som er udarbejdet af Inuit Sila.
Hun opfordrede EU-delegation til at lave oplysningskampagner, som genskaber forbrugernes tillid til sælproduktet, og understregede, at EU ikke kan anses for troværdig partner i Arktis, hvis der ikke kommer tiltag fra EU til gavn for Grønland.
Ifølge rådet, så bakkede rådets formand, færingen Bill Justinussen, op om disse synspunkter og påpegede, at siden EU ønsker at blive aktiv deltager i arktisk politisk samarbejde med blandt andet observatørstatus i Arktisk Råd, forventede han en aktiv indsats fra EU’s side som at ændre opinionens opfattelse af sæljagten til fordel for den arktiske befolkning.
Læs: Sælskind og EU: Doris Jakobsen appellerer til grønlandsk samarbejde
Parlamentarikere åbne for diskussion
De to EU-Parlamentarikerne, som rådet mødtes med, Jørn Dohrmann og Marit Paulsen deltog, ifølge rådet, engageret i debatten.
- Jørn Dohrmann var åben overfor en diskussion og mente, at man ikke kunne få mere økologiske produkter end fangsterne fra Grønland. Han påpegede dog, at de 28 lande skal diskutere emnet og blive enige, og derfor må det forventes at der skal indgås kompromisser.
Udmeldingen fra Jørn Dohrmann fik Bill Justinussen igen til at understrege, at det til trods for inuitundtagelsen har forordningen været skadelig for Grønland.
Han opfordrede derefter kraftigt EU-delegationen om at føre sagen for mikrostaterne og pointerede igen, at siden EU har stærk interesse i Arktis, vil et samarbejde ikke være interessant, hvis EU blot fjerner livsgrundlaget for fangerne.
Læs: Udenrigsministeren: Ny sæl-forordning kan skade Grønland