Vejle Rejser får million-kontrakt med selvstyret

Vejle Rejser forventer at sælge rejser til selvstyret for over 70 millioner kroner om året de næste to år

Ole Svendsen, Vejle Rejser: - Vi har en høj kvalitet og et stort know how og det hjælper os i rejsemarkedet i Grønland. Foto: Privat
Offentliggjort

Vejle Rejsers kontor i Nuuk skal igen de næste to år servicere selvstyrets departementer og direktorater med hoteller, biludlejning og færge- og flybilletter i såvel Grønland som rundt om i verden. Aftalen blev underskrevet torsdag den 17. november.

Ifølge administrerende direktør i Vejle Rejser Ole Svendsen forventer han en omsætning på omkring 70 millioner kroner af selvstyrets samlede rejsebudget.

- Men det afhænger af, hvor dygtige vi er, og om vi kan servicere de enkelte enheder i selvstyret så godt, at de vil bruge os, siger Ole Svendsen til SermitsiaqAG. For Vejle Rejser deler alle selvstyrets rejser med Grønlands Rejsebureau og Tupilak Travel.

- Vi har i de seneste to år serviceret selvstyret. Og derfor var vi selvfølgelig lidt spændte på, om vi fik forlænget kontrakten, siger Ole Svendsen og tilføjer, at det er godt for kontoret i Nuuk, at det har selvstyret som kunde.

- Men det er et skarpt marked med tre bureauer. Men siden vi startede i Nuuk i 1994 har vi haft som mål, at have en høj kvalitet i det vi gør. Vi skal have en høj grad af know how, så vi kan servicere vore kunder bedst muligt. Det mener vi, at vi har, og vi har en fordel af dette i markedet, siger Ole Svendsen og tilføjer, at det nu er op til medarbejderne i Nuuk at få en så stor bid af kagen, som det er muligt.

Ole Svendsen vurderer, at kontrakten med selvstyret, sagtens kan blive større end de nævnte godt 70 millioner kroner i omsætning.

- De enkelte enheder i selvstyret bestemmer selv, hvilket rejsebureau de vil bruge. Så vi skal være dygtige og give en høj service og en høj kvalitet for at sikre os de enkelte departementer, siger han.

Ole Svendsen oplyser, at Vejle Rejser blandt andet har Departementet for Sundhed.

Vejle Rejser, der har haft kontor i Nuuk i 17 år, beskæftiger fem medarbejdere i Nuuk. Bureauchefen har siden marts været Jacob Bantz, der kommer fra Vejle. Han er enig med sin chef i, at den eneste måde at sikre sig en høj omsætning fra selvstyret er ved at give den bedste service.

Ole Svendsen mener, der er vigtigt at være fysisk til stede i Grønland.

- Hovedparten af de rejser, vi sælger, er erhvervsrelaterede, men ved fysisk at have eget kontor i Nuuk med blandt andet grønlandske ansatte køber mange af vores erhvervskunder også deres private ferierejser hos os. Vi sælger således både ferierejser til Thailand og til destinationer i blandt andet Spanien, Tyrkiet og Grækenland, oplyser Ole Svendsen til Vejle Amts Folkeblad.

Rejsebureaudirektøren er glad for kontrakten med selvstyret, fordi den globale finanskrise har gjort det sværere at være erhvervsrejsebureau.

- Erhvervslivet rejser mindre, men som Danmarks femte største erhvervsrejsebureau må vi bestemt ikke klage, siger Ole Svendsen.

Vejle Rejser omsatte således i det seneste regnskabsår 460 millioner kr, oplyser Vejle Amts Folkeblad.

Powered by Labrador CMS