Uran-eventyr er risikofyldt
Uran-priserne er sprunget dramatisk op og ned det seneste tiår, og den fremtidige udvikling synes svært forudsigelig
Det er et usikkert verdensmarked, der venter i tilfælde af et uran-eventyr, såfremt der på et tidspunkt bliver ændret på Naalakkersuisuts førte nultolerance-politik over for uran som biprodukt ved udvinding. En ændring, som vil medføre, at det australske mineselskab Greenland Minerals and Energy Ltd. får lov til at bryde uran i Kuannersuit/Kvanefjeld ved Narsaq.
Selskabet oplevede i løbet af 2012 et fald i værdien af sine aktier på 41 procent, efter et forudgående fald i 2011 på 62 procent, rapporterer branchemediet Uraniumletter International.
Læs "IA fastholder nultolerance-politik over for uran"
Også verdensmarkedsprisen på de såkaldt sjældne jordarter, som i givet fald skal udvindes sammen med Kvanefjelds uran, svinger og har vist fald de seneste to år.
I øjeblikket ligger den såkaldte spotpris på det internationale uranmarked på cirka 42 dollar per pund uran, svarende til 511 kroner per kg. Det er markant under, hvad de fleste mineselskaber kan producere for, skriver Information.