Inspektion
Ulovligt fiskeri i Diskobugten
Fiskerilicenskontrollen har været på inspektion med støtte fra Arktisk Kommando
Grønlands Fiskerilicenskontrol stødte på flere eksempler på ulovligt fiskeri, da inspektørerne - støttet af Arktisk Kommando - udførte inspektion i Diskobugten.
Det oplyser Forsvaret.dk.
Knud Rasmussen
Arktisk Kommando ydede støtte i kraft af, at inspektionen blev udført fra Søværnets inspektionsfartøj Knud Rasmussen.
Under inspektionen blev der gennemført kontrol af 25 fartøjer samt af to indhandlingssteder på land.
Fiskerikontrollen noterede i alt 20 forhold, hvor der ikke blev levet op til lovgivningen.
Ulovlige garn
Overtrædelserne omfattede blandt andet manglende licens, forkert brug af såkaldt omregningsfaktor og mangel på redningsudstyr. Fiskeriinspektionen havde dermed ikke blot fokus på kontrol af fiskeriet, men i lige så høj grad en kontrol af sikkerheden til søs.
Derudover konfiskerede Grønlands Fiskerilicenskontrol tre ulovlige garn.
Fiskeriinspektionen bestod i denne omgang af kystnær fiskerikontrol, hvorfor fartøjer i alle størrelser blev kontrolleret. Ud af de 25 kontrollerede var 15 mindre joller.