Udenlandsk arbejdskraft - en gave?

Sermitsiaq.AG bringer her restauratør Krissie Berthelsen Winbergs kronik "Udenlandsk arbejdskraft - en gave?”, som første gang blev trykt i Sermitsiaq den 16. marts.Netredaktionen vælger at bringe kronikken, da vi vurderer, at den vil være debatskabende, da den rammer centralt ned i vores samfund og belyser debatten om udenlandsk arbejdskraft på en hidtil uset måde.

Læs den grønlandske version af kronikken her.

Krissie Berthelsen Winberg skriver:

"Som selvstændig erhvervsdrivende af to forretninger i Nuuk vil jeg gerne knytte en kommentar til den politiske debat, der verserer i medierne vedrørende udenlandsk arbejdskraft.

Dels blander vi os i debatten for at dele vores erfaring med de debatterende politikere, dels for at medvirke til at oplyse den almindelige borger om de omstændigheder, der går forud for beslutningen om at ansætte udefra.

Vi åbnede vores første forretning i Nuuk den 2. marts 2007 og har således nu fem års drift bag os. De første 3,5 års drift havde vi udelukkende lokale ansatte inkl. os selv.

Det er meget sørgeligt at skulle sige det, men det var en meget stor del af vores dagligdag at få de ansatte til at passe deres arbejde. Vi opererer i restaurationsbranchen, og det er almindeligt kendt, at det er en branche hvor mange af dem, som lader sig ansætte har det som et studiejob, eller som et job i den tid hvor de holder pause fra deres uddannelser eller blot bruger det som en pause til at finde ud af, hvad de vil.

Sådan er forholdene
Det er meget ofte ufaglært personale, som skal læres op i, hvad det vil sige at begå sig i servicebranchen. Noget som ikke ligger til os som folk, og som godt kan tage op til et par måneders træning. (Dette tør vi godt sige da vi også har drevet to spisesteder i København, og der er det en meget stor del af kulturen at have et indbygget service niveau).

At arbejde i denne branche kræver stor og naturlig udadvendthed, mod til at møde kunder og gæster med et smil, også når man møder utilfredshed, samtidigt med at man skal have virkelig mange bolde i luften på en gang.

Alt i alt et (ofte) undervurderet job, som kræver evne til præcision, og som faktisk kræver meget mere af den enkelte, end man lige ser udefra. Det er et job, hvor du virkelig lærer at organisere og strukturere din hverdag - hvis du altså er interesseret i at lære det.

Mange undskyldninger
Man kan også antage en ligegyldig holdning og være passiv i sin indsats og afvente sine kolleger i næsten alle aspekter af dagligdagen. Herudover kan man også vælge at udeblive, fordi man har det dårligt i dag, hvilket vi har oplevet blandt daværende ansatte, og som ofte kunne være syge 2-3 gange om ugen, eller bare fordi man ikke lige gider.

En del har også meldt fra ti minutter før (og nogen gange ti minutter efter) man skal møde ind og afløse sin kollega, fordi mor eller far er fulde og mindre søskende har brug for man er hjemme. Hvad svarer man til det? Mit hjerte kan ikke bære andet end: ”Sig til, hvis vi kan gøre noget for jer”.

Lørdag møder man ikke, fordi man selv er fuld, eller fordi man ikke er kommet hjem fra efter fest endnu. Søndag har man tømmermænd, og mandag orker man ikke. Vi er blevet præsenteret for de samme årsager igen og igen igennem alle årene. Årsager, som er præget af ligegyldighed, mest af alt i forhold til sig selv.

Jeg vil godt understrege, at det her gælder ikke alle lokalt ansatte. Vi har haft rigtigt mange inde over, som har gjort det virkelig godt, og som har været ansat hos os længe, og mange af dem holder vi kontakten med i deres videre liv. Men der er langt imellem dem.

To ud af ti kan passe deres arbejde
Vi har haft godt og vel 100 personer igennem vores ene virksomhed, hvor man kan sige at to ud af ti hørte til dem, som kunne passe deres arbejde. En noget sørgelig statistik.

Dette førte da også til at vi i slutningen af 2010 besluttede, at vi ville stoppe forretningen til januar 2011 hvis ikke der skete en ændring i personale situationen. Denne beslutning kom sig af, at vi blev kaldt på arbejde alle vores fridage og søndage, der ellers skulle tilbringes med vores børn.

Her kunne vi ringe ind i forretningen for at sikre, at morgenvagten var mødt, og hvor telefonen ikke blev svaret. Hvorefter vi må tage vagten selv og afskedige vedkommende. Det har været meget dyrt i at lære folk op, som man må afskedige igen kort efter, og det blev også sådan, at man fik utroligt mange chancer hos os af ren og skær nødvendighed for at kunne holde fri bare en gang imellem, og fordi mange af de problemer, de ansatte havde, virkelig var skrækkelige og hårdt for dem på hjemmefronten.

Dyrt med lang snor
Her har vi altid givet lang snor, men det har kostet dyrt. Vi har derfor på den måde haft utroligt mange ”menneskeprojekter”, det vil sige forsøgt at hjælpe dem, som af den ene eller anden grund ikke har kunnet passe deres arbejde; tænkt i hvad, kan vi gøre for at hjælpe. Det er jo alle unge mennesker med uhyggelig meget bagage og problemer derhjemme, der ifølge dem selv, gør dem ude af stand til at tage et arbejde seriøst.

De er aldrig blevet taget seriøst, eller har lært den nødvendige disciplin hjemmefra. Det er en cirkel som gentager sig selv igen og igen og førte til at vi til sidst besluttede at stoppe med driften. Forholdende som de var pressede vores familie og parliv til det yderste, og det var til sidst et nødvendigt valg, hvis ikke tingene ændrede sig,

Vendepunktet
Vi havde på det tidspunkt lige ansat to piger fra Filippinerne, som vi meget forundrede men hurtigt tog til os, idet de altid mødte 10 minutter før planen og tog deres job meget alvorligt fra dag ét.

De kunne også tænke selvstændigt, og de har bare et indbygget servicegen, som klart stammer fra deres kultur, og tilmed kunne de tilkende give deres meninger og holdninger som en del af et team, og som ikke mindst på en måde som gavner et team.

Vi lagde meget hurtigt mærke til den effekt, det havde på de andre - vores lokalt ansatte - som virkelig lærte noget af det engagement de filippinske piger havde med på arbejde. Vi ansatte i løbet af 2010 og 2011, yderligere fire fra Filippinerne, men har hele tiden haft en klar politik om, at vi ansætter 50 procent lokalt og 50 procent udefra. På den måde føler vi ikke, at vi giver op overfor de udfordringer, vi ved, vi risikerer ved at ansætte lokalt, men tværtimod giver noget videre til dem via vores ansatte, som kommer udefra.

Fordele ved udenlandsk arbejdskraft
En anden bonus, vi oplever ved at have udenlandsk arbejdskraft, er i høj grad noget, som kommer vores kunder til gode. Stabilitet avler stabilitet. Det vil sige, selvom jeg ikke selv står i køkkenet, kan jeg trygt derhjemme regne med, at de laver det, som forskrevet, og som jeg gerne vil have det. Det vil sige, at kunderne får samme oplevelse med ventetid, mad, udseende på maden hvad enten det er mig eller en anden, der er i køkkenet.

Vi har igennem de første års drift fået så mange klager fra kunder, når vi ikke selv var på job, fordi ligegyldigheden overtog hos det daværende personale: A t når vi ikke var der, slap man alt ansvar. Og det er noget kunderne mærker med det samme.

I dag er det sådan, at vores lokalt ansatte har lært af dem udefra, at arbejdsindsatsen er den samme, om vi er der eller ej. Det er en stor gave, og de har lært det bare ved at arbejde sammen som et team. Det er noget alle nyder - især kunderne, og samtlige ansatte og især os som ejere kan mærke, at det er kvaliteten, som styrer, sådan som vi ønsker det for vores gæster.

Vi skal tænke bredere
Sådan sat hårdt op, så gør man jo ikke hinanden tjenester i en arbejdsrelation - man er ansat og får penge for at være der. Sådan kan man bare ikke tænke i en restaurationsvirksom her i Grønland. Her er vi nødt til at tænke meget bredere, indtænke programmer, der kan sikre, at vores lokalt ansatte kan få hjælp i deres personlige liv, noget som kan hjælpe dem til selvindsigt og til at tage ansvar for deres eget liv og dermed sikre deres arbejdsplads i en virksomhed som vores- og andres.

Derfor mener vi også, at man skal forsøge at se på det med udenlandsk arbejdskraft meget bredere. I stedet for at være så skræmt over, at vi mister arbejdspladser, der kunne besættes af lokale, skal vi tænke på, at se hvordan det rent faktisk ser ud i den virkelige verden i en virksomhed som vores. Vi skal hilse dem velkommen i den korte periode, de er her, for de viser os vejen - de lærer os om ser- vice på et helt nyt niveau, som vi ikke har en jordisk chance for at lære - et niveau, der kan overføres i betydninger i mange dele af vores øvrige liv.

Vores eget ansvar
Som det er nu er det vores samfunds eget ansvar, at vi ikke kan besætte de ledige arbejdspladser med lokale ansatte. Der skal tænkes bredt og i selvhjælpsprogrammer, ligesom vi som arbejdsgivere skal styrkes i at modtage medarbejderne, der hvor de er i livet. Det er dyrt og kræver en ret stor indsats.

Der er ingen tvivl for os, om at vi skal udnytte den gave, det er for vores virksomhed, at der kan ansættes udefra. Det gavner også niveauet i forretningen. Vi har rejst i verden og lært af det niveau, vi har mødt, når vi har rejst, ligesom vi har ladet os inspirere af det. Det eneste tragiske er, at vores filippinske ansatte mange gange kommer her af nød i deres eget land, netop fordi de kan tjene meget mere her end derhjemme og dermed skabe sig et værdigt liv. For dem er det en gave at få lov at være her, og for os er det en gave, at de er her.

Muligheder - ikke begrænsninger
Vi skal udnytte den tid, vi har med muligheden og lære af det, de kan.

En fællesnævner vi har med vores asiatiske ansatte er ydmyghed - på den fede måde. En af de største kvaliteter, vi har som oprindeligt folk, er ydmyghed, en smuk ydmyghed, og det har vi tilfælles med Filippinerne, ligesom vi har fortidens kolonisering til fælles, idet Filippinerne har været koloniseret af Spanien.

Som sidste kommentar er det vigtigt for mig at nævne, at vi betaler den samme løn, som vores lokale ansatte får. At man som restauratør kan få sig selv til at underbetale sine ansatte, bare fordi de kommer fra en mindre løn i deres land, er direkte usmageligt set med vores øjne.

De er som du og jeg - ofte med børn hjemme i deres eget land, som lider et enormt afsavn, men som kan gå i skole og få uddannelse, fordi deres mor og far er her. Det er et hårdt liv og et hårdt valg og fortjener den respekt, det er, at de i det mindste får den lønramme der er gældende i det her land", skriver Krissie Berthelsen Winberg.