Tusass er klar med 5G til tre byer
Sisimiut, Maniitsoq og Narsaq står forrest i køen til at teste 5G, som nu er lige på trapperne. Det bliver via trådløse forbindelser og det bliver den svenske virksomhed Ericsson, som bliver leverandør, oplyser Tusass.
Det kan være frustrerende med langsomt eller ingen internet og skal film, serier og fodboldkampe samt spil ses i den bedste opløsning på skærmen, kræver det fart på streaming og hurtig internetforbindelse. I 2018 begyndte Tusass udrulningen af flatrate produkter igennem 4G i Kapisillit, som efterfølgende er blevet tilgængeligt i det meste af landet.
Nu begynder udrulningen af 5G i Sisimiut, Maniitsoq og Narsaq, der skal teste de nye systemer, før en række andre byer følger efter. Tusass er rejst til Sisimiut, hvor de præsenterer planen sammen med folk fra Ericsson og Netgear, som er partnere på 5G løsningen her i landet.
Planen er, at Tusass med 5G kan skrue op for hastighederne med nye produkter, der følger senere ved en produktlancering.
- Fra 1. november kan vi tilbyde 5G produkter i de tre første byer, så borgerne kan erstatte de gamle ADSL-løsninger med det nye 5G, fortæller direktør i Tusass, Kristian Reinert Davidsen på pressemødet fredag.
Hvad prisen bliver på de nye produkter vil direktøren ikke blive konkret på, men planen er, at kunderner skal "have mere internet for pengene", så det er ikke planen, at det skal være dyrere, men heller ikke billigere for et tilsvarende produkt i 5G.
Femte generation
5G er den femte generation af mobilnetværket og en videreudvikling af teknologien til trådløse forbindelser. Det er den teknologi, som gør det muligt at gå på nettet på telefonen og bruge mobilt bredbånd uden kabler. Det er en nødvendighed, da det begynder at knibe med kapaciteten på ADSL-netværket i landet, hvor der i 2020 var 15.700 abonnenter.
Men der er nogle udfordringer, man skal tage hensyn til, når farten skal skrues op fortæller Kristian Reinert Davidsen
- I andre lande kan fiberkabler graves ned i jorden, men det er ekstremt vanskeligt og ikke økonomisk rentabelt i Grønland. Det meste af Grønland bliver derfor et trådløst 5G-land, hvilket betyder, at Tusass ikke skal forlænge fiberoptiske kabler ud til hver enkelt husstand. Det stiller dog større krav til modemmerne.
Tusass har derfor indgået en aftale med virksomheden Netgear om levering af nye modems, som skal sikre forbindelserne.
Det kræver investeringer
For at sikre højere hastigheder på netforforbindelserne skal der store investeringer til i ny teleinfrastruktur på både fjeldtoppene og i byerne, understreger Tusass, som påpeger at undersøgelser viser, at investeringer i netop bredbånd giver et positivt afkast på
samfundsøkonomien.
Tusass investerer i denne strategiperiode i alt én milliard kroner i ny infrastruktur for blandt andet at sikre udrulningen af 5G. Men den typer investeringer er ikke altid helt så nemme at få øje på som for eksempel Air Greenlands nye fly eller Kalaallit Airports lufthavnsbyggerier, påpeger Tusass.
Tusass oplyser, at både testen samt produkter med højere hastigheder lanceres i andre byer end Nuuk, fordi hele Grønland skal prioriteres. I Narsaq, som ikke er en søkabelby, er det alligevel muligt at tilbyde højere hastigheder.
Tusass har til formålet investeret i at udbygge fiberforbindelsen fra Qaqortoq hen over Nukissiorfiits højspændingsledninger, lyder forklaringen.
Her er listen med kommende 5G byer
Startbyer: Sisimiut, Maniitsoq og Narsaq
Kommende: Ilulissat, Nanortalik, Nuuk, Paamiut, Qaqortoq, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Upernavik, Uummannaq og Aasiaat.