DYR GAVEGIVER

Turistråd: Svært at huse julemanden i Grønland

Coca Cola er måske det eneste firma, som for alvor har formået at skabe profit ved at sammenkæde sig med julemanden som brand, påpeger Visit Greenland

Julemanden er ikke en del af marketingstrategien, når turistrådet forsøger at øge antallet af turister, forklarer adm. direktør Anders Stenbakken fra Visit Greenland
Offentliggjort

Den grønlandske julemand har indtil videre ikke fået den opblomstring, som mange håbede, efter at Qaasuitsup Kommunia for fire år siden for 150.000 kroner overtog rettighederne til den verdenskendte røde gavegiver.

Opgaven er svær at løfte i praksis, og Grønland har aldrig rigtig formået at forvandle julemandens ’Ho Ho Ho!’ til lyden af ’katjing!’ ved salg af merchandise og øget tilstrømning af turister.

Flere udgifter
Qaasuitsup Kommunia har haft flere udgifter forbundet med overtagelsen af rettighederne til julemanden.

Kommunen har blandt andet punget ud for design af et nyt julemandslogo og besvarelse af tusinder af breve, som børn og barnlige sjæle har skrevet julemanden. En opgave som kommunen samvittighedsfuldt pålagde sig, da det viste sig at den forrige ejer Nuuk Tourism godt nok havde indkasseret 55 kroner per brev, men undladt at returnere brevene med et svar.

For stor opgave
Hos Visit Greenland, Grønlands nationale turistråd med ansvar for udvikling af turisme i Grønland, vil man ikke klandre nogen aktører for de kuldsejlede forsøg på at drage nytte af julemanden.

- At svare på breve fra børn og barnlige sjæle fra hele verden har vist sig som en for stor opgave til, at den har kunnet løses af os menneskevæsener her på verdens største ø. Ligesom både julemand, nisser, rensdyr har vist sig ikke at kunne forlige sig med tanken at skulle høre til et bestemt geografisk afgrænset sted. Vilde rensdyr har altid været nomader, og selv julemanden er så rejsevant og så meget på farten, at heller ikke han har vist sig at bryde sig om at have en postuleret fast adresse. Derfor tror vi heller ikke på, at julemanden bor i Finland i Rovaniemi. Men vi siger nu, at han bor med sine hjælpere og dyr, ’langt oppe højt mod nord’, lyder det diplomatisk fra administrerende direktør Anders Stenbakken.

Grønlandsk goodwill
Grønland nyder ellers en særstatus, når det gælder julemanden, som Finland, Canada og Rusland også hævder at være hjemland for.

Udlandet nærer nemlig en gevaldig goodwill over for Grønland og den hvidskæggede gavegiver. Da flertallet af julemænds-hjælpere fra næsten alle lande i 2010 var samlet til den årlige konference i Danmark diskuterede de standardisering af julegaver, harmonisering af skatteregler for julegaver og den rigtige julemands bopæl.

- Stort set alle erkender, at julemanden kommer fra Grønland, konkluderede konferencens formand, Jens Peder Thornvig.

Julemandsskole
Og når verdens største julemandsskole The Charles W. Howard Santa Claus School i Michigan, USA underviser i pensum, får eleverne at vide, at julemanden bor på Nordpolen.

- Vi viser dem fotos fra Ilulissat og Uummannaq og fortæller dem, at det er det tætteste, man kan komme til det rigtige Nordpolen, har medejer af skolen, Holly Valant udtalt til Sermitsiaq.

Vanskeligt at gøre som Coca Cola
Trods den goodwill tvivler Visit Greenland på, at potentialet i at huse julemanden er en oplagt indtjeningsmulighed. Julemanden har derfor aldrig haft nogen fremtrædende rolle i turistrådets bestræbelser på at markedsføre Grønland.

- Om noget har et selskab som eksempelvis Coca Cola formået gennem årtier at kommercialisere julemanden og få ham associeret med deres navn og brand. Inden for vores branche har den finske by Rovaniemi formentligt været det sted i verden, som er sluppet allerheldigst fra i kroner og ører at associere julemanden og hans nisser til et geografisk afgrænset sted, beretter Anders Stenbakken.

Powered by Labrador CMS