Turistaktører frygter coronasmitte
Ejner Mathiassen fra Ilulissat har valgt at droppe sit arbejde som buschauffør for en turistaktør af frygt for coronasmitte. Mit helbred er det vigtigste, siger han. Landslægen maner til besindighed.
62-årig Ejner Mathiassen vil for alt i verden undgå smitte af nogen som helst sygdomme, der kan give alvorlige luftvejsinfektioner.
Af den grund har han nu valgt at stoppe med at være buschauffør for en turistaktør i Ilulissat.
- Mit helbred og mit liv er det vigtigste nu. Jeg kan ikke risikere at blive smittet. Jeg frygter, at det bliver min død, hvis jeg bliver smittet, når der nu ikke er nogen kur eller behandling, fortæller Ejner Mathiassen.
Ejner Mathiassen fik sidste sommer alvorlige betændelsestilstande i både lunger og tarme, og han fortæller, at betændelsestilstandene har nedsat hans immunforsvar.
- Mit ene hjertekammer er også svækket, så jeg har et lille hjerteproblem, hvilket gør, at jeg føler mig udsat, siger han.
Spørgsmål om tid
Landslægen og epidemikommissionen har i mandags meldt ud, at det kun er spørgsmål om tid, før det nye coronavirus kommer til Grønland.
Den udmelding bekymrer en turismeoperatør, Malene Ingemann fra Sisimiut, der har virksomheden Inuit Outfitting Aps, der tilbyder blandt andet trofæjagt til turister. Sæsonen er allerede startet for i år, og antallet af turister vil stige eksponentielt med, at det bliver varmere i landet.
Hun mener, at den første patient nødvendigvis ikke vil blive opdaget på en flyver på vej til Nuuk.
- Tværtimod, så tror jeg, at det bliver turistbranchen, som står for mål, skriver hun og udtrykker, at det er bekymrende at arbejde i en højrisikozone
- Det er som om, man negligere risikoen, som kan være fatalt for enkelte byer. Man er meget eksponeret for smitte, når man opererer i turistbranchen. Specielt når denne sæson starter uden, at der bliver udsendt klare vejledninger omkring, hvordan højrisiko-zoner såsom turistbrancher skal forholde sig til, uddyber Malene Ingemann til Sermitsiaq.AG.
Landslægen: lav risiko for smitte
Landslæge Henrik L. Hansen forholder sig ikke til konkrete sager, men vurderer, at smitterisikoen er lav for turistaktører i landet.
Turister og andre rejsende som kommer fra særlige risikoområder anbefales nemlig at afstå fra at rejse ind til Grønland, indtil der er gået 14 dage siden afrejse fra et risikoområde.
- Denne udmelding skulle gerne medføre, at sandsynligheden for at der kommer smittede turister her til landet begrænses meget. Risikoen for ansatte i turistbranchen må aktuelt anses for at være meget lille, lyder det fra landslæge Henrik L. Hansen.
Han understreger samtidig, at det er svært at forudse, hvordan udbruddene vil udvikle sig i andre lande.
- Lige nu er der meget få turister. Det er ikke muligt at forudse, hvorledes det hele udvikler sig. Det var ikke forudset, at den nuværende situation i Italien ville komme. I løbet af kort tid er vores fokus flyttet fra Kina til Italien, da der er en del herfra, der rejser på ferie i de særlige risikoområder Italien. Det er derfor på nuværende tidspunkt ikke muligt at planlægge noget som ligger bare få uger ude i fremtiden.