Flere besøgende
Tror på Nuuk som rejsemål
De udenlandske rejsebureauer betegner Nuuk som den næstmest interessante destination i Grønland
Nuuk er traditionelt ikke en by, vi forbinder med et oplagt rejsemål for udenlandske turister - i modsætning til turistmagneter som Ilulissat med Isfjorden og Sydgrønland med nordboruinerne. Men der er alligevel et pænt, stort potentiale.
Air Greenland spurgte i 2015 en række rejsebureauer, der i forvejen sælger rejser til Island, hvilke grønlandske destinationer, der kunne være interessante. Og her kom Nuuk ind på en andenplads.
Læs: Nyt fremstød for at skaffe turister
Andenplads
Knap 70 procent af de adspurgte pegede på Ilulissat som det mest interessante rejsemål. 45 procent pegede på Nuuk, mens Kangerlussuaq havnede på en tredjeplads med knap 40 procent.
- Umiddelbart kan det godt virke overraskende, at rejsebureauerne placerer Nuuk på en andenplads. Men man skal tænke på, at alene det, at byen er hovedstad, gør destinationen interessant som blandt andet et politisk og erhvervsmæssigt centrum, påpeger salgschef Anika Krogh fra Air Greenland.
Til Island
Både Air Greenland og Air Iceland gennemfører flyvninger mellem Island og Nuuk, hvor turister, der i forvejen gæster vulkanøen, således også kan opleve Grønland under deres ferie.
Varemærke
Tilsvarende har Sermersooq Business Council og turistrådet Visit Greenland gjort flere tiltag for at tiltrække flere turister til Grønlands hovedstad. Blandt andet har aktørerne udviklet et brand, et varemærke, med overskriften Colourful Nuuk, der skal gøre byen mere synlig.
Denne artikel stammer fra Tamanut Nuuk Ugeavis. Du kan hente den gratis avis ved at klikke på linket under denne artikel