To nye olie-licenser til britisk olieselskab

To nye olie-licenser er netop blevet tildelt det britiske olieselskab Cairn Energy PLC og grøn-landske NUNAOIL A/S i havområdet ud for Kap Farvel i Sydgrønland.

Offentliggjort

Licenserne med eneret til efterforskning og udnyttelse af olie/gas er blevet tildelt i et såkaldt Åben Dør område, som ligger syd for 60° N ved Kap Farvel. De to nye licenser dækker tilsammen et havområde på mere end 20.000 km2, og området vil i de kommende år blive genstand for en række efterforskningsaktiviteter af bl.a. geologisk, geofysisk og miljømæssig karakter.

Cairn Energy PLC understreger med deres to nye ansøgninger selskabets vedvarende store interesse for, og tro på, olie- og gaspotentialet i grønlandske havområder. Cairn Energy PLC har allerede del i to licenser ud for Disko-øen, to licenser i Davidstrædet vest for Nuuk, samt to licenser i Labradorhavet ud for Sydgrønland, umiddelbart vest for de nye områder.

Cairn Energy PLC er et olie- og gasselskab med hovedsæde i Edinburgh, Skotland, registreret på børsen i London. Størstedelen af selskabets olie- og gasaktiviteter finder sted i det sydlige Asien.

NUNAOIL A/S er Grønlands nationale olieselskab, ejet af Grønlands Hjemmestyre og DONG Energy. NUNAOIL A/S vil indgå i begge licenser som båren partner i efterforskningsfasen med en andel på 8 %, i overensstemmelse med de grønlandske standardbetingelser for Åben-Dør områder.

Havområdet mellem 60° og 63° N i Vestgrønland blev officielt åbnet som et Åben Dør område 1. oktober 1999. Den 17. april 2008 blev området udvidet til at omfatte havområderne syd for 60° N og vest for 42°30 V.

Powered by Labrador CMS