MOTOORI

Tesla i frit fald

Salget af Tesla-biler styrtdykker over hele verden, efter at direktør Elon Musk har kastet sig ind i politik. I Grønland har IT-virksomheden Comby indkøbt klistermærker med påskriften ”I bought this before Elon went crazy” til deres to Tesla-biler.

Comby indkøbte forrige år to Tesla’er til virksomheden. Direktør Brian Torp fortæller, at han ikke har planer om at købe flere foreløbig, men at han i øvrigt er glad for bilen
Offentliggjort

Bilproducenten Teslas aktier er halveret på lidt over tre måneder, og i USA sættes Tesla-biler i brand, overmales med graffiti og udsættes for hærværk.

Utilfredsheden med selskabet skyldes adm. direktør Elon Musk’ støtte til præsident Trump, og ikke mindst hans arbejde som leder af Department of Government Efficiency DOGE, der skærer ind til benet og fyrer offentligt ansatte i tusindtal. 

Lejebil i Nuuk 

I Europa er salget af Teslabilerne også styrtdykket, og i Norge, hvor 19 procent af alle solgte nye biler, var en Tesla i 2024, er salget nu faldet til 9 procent i 2025. 

I Nuuk kører der ca. 10 Tesla’er rundt – alle privatimporterede, da der ikke er Tesla-serviceværksted i landet. 

n af Tesla’erne kan man faktisk leje hos Nuuk Rental, og to er ejet af IT-virksomheden Comby. 

Bilen er den samme som før 

Brian Torp, der er direktør for Comby, fortæller, at han stadig er glad for Tesla’en, men at han ikke ligefrem har lyst til at købe flere foreløbig. 

– Bilen som sådan har jo ikke ændret sig. Men jeg har ikke lyst til at købe en mere. Og man må antage, at hvis aktierne fortsætter på den måde, så afskediger Tesla vel deres direktør. Det er altid underligt, når politik blandes ind i erhvervslivet og er så personafhængigt som det er med Tesla og Elon Musk, siger Brian Torp, der i øvrigt har bestilt et par af de populære klistermærker: ”I bought this before Elon went crazy.”, til at sætte på bilerne.

Det er han ikke den eneste, der har gjort. For lige nu sælges der millioner af klistermærker verden over fra både Etsy, Amazon og mange andre, så Tesla-ejere kan tage afstand fra Elon Musk og USA med beskeder som ovenstående eller ”I love my Tesla, not the CEO”. 

Klistermærket som mange i øjeblikket sætter på deres Tesla for at vise antipati mod Elon Musk, der er direktør for Tesla.

Modstand i USA 

Brian Torp har dog ikke oplevet hverken hærværk endsige kritiske kommentarer for sine biler i Nuuk. 

– Nej, nej slet ikke. Der er ingenting her i Grønland. Jeg tror, at den modstand der er mod Tesla i USA, handler om, at Elon Musk er sat i spidsen for DOGE, som er i gang med at fyre offentligt ansatte. Det har affødt stor vrede og demonstrationer, der går ud over Tesla. 

I mange byer i USA har der været demonstrationer mod Tesla. Her er det foran en Tesla-forretning i New York.

De to biler som Comby har købt er af modellen Y i en Long Range-variant med firhjulstræk og en rækkevidde på 533 kilometer på en opladning. 

Artiklen er udgivet i tillægsavisen Motoori. Du kan finde Motoori HER

Powered by Labrador CMS