Tele-Post
Tele-Post: Vi fortsætter med at sætte priserne ned
Det lover Tele-Posts bestyrelsesformand Agner N. Mark og administrerende direktør Michael Binzer
- Tele-Post fortsætter med at sætte priserne ned og investere i infrastruktur.
Det siger Tele-Posts bestyrelsesformand Agner N. Mark og administrerende direktør Michael Binzer i forbindelse med selskabets generalforsamling tirsdag i Nuuk.
2013 var endnu et godt år for Tele Greenland A/S, som i daglig tale kaldes Tele-Post, hvor resultatet før skat var 94,3 millioner kroner.
- Tele-Post fastholder sin omsætning på trods af prisnedsættelserne, men de store investeringer i 2013 betyder større afskrivninger og en lavere indtjening, forklarer bestyrelsesformand Agner N. Mark, som sammen med bestyrelsesmedlem Søren Voigt blev genvalgt.
Læs: Billeder: Børnetalsmanden røg ud af Tele-Post
Kraftig internet-vækst kræver udbygning og omlægning
Tele-Post har i 2013 sat priserne ned og investeret i infrastruktur for at klare væksten i anvendelsen af internettet. De nye ADSL-pakker gav kunderne meget mere internet for pengene, og i 2013 er ADSL-trafikken steget med 161 procent sammenlignet med 2012.
- Den kraftige vækst i brugen af internettet kræver udbygning og omlægning af netværket for at kunne holde trit med kundernes stigende internetanvendelse og forventninger til hastigheder, forklarer Agner N. Mark.
Prisen for trafik på søkablet blev sat ned med 47 procent i marts, og til sommer introducerer Tele-Post lavere priser på både ADSL og på MPLS.
Læs: Tele-Post tjener færre penge
Stor betydning for Grønland
I maj satte Tele-Post prisen på mobiltelefoni, sms og mobilt internet kraftigt ned.
- Vi står over for en række spændende udfordringer, som har stor betydning for Grønland. Tele-Post skal fortsat forsyne hele Grønland og dermed understøtte samfundsudviklingen i hele landet, fremhæver bestyrelsesformanden
Selskabets resultat før skat i 1. kvartal i år er 28,3 millioner kroner mod 34,3 millioner kroner i samme periode i 2013.
Tele-Posts egenkapital udgjorde 967,9 millioner kroner den 31. marts mod 956,8 millioner kroner i 2013.