Tele-Post dropper internetkrav
Virksomheden vil fjerne krav om fastnettelefoni sammen med internet. Det sker formentlig i løbet af vinteren
Tele Greenland misbruger sit monopol, når selskabet kræver, at kunderne opretter et abonnement til fastnettelefoni for at kunne få en ADSL-internetforbindelse.
Sådan lød beskyldningen fra Demokraternes Jørgen-Ole Nyboe Nielsen, der kalder kravet ‘rablende skørt’, fordi det ifølge ham koster 500 kroner at oprette fastnetabonnementet og derudover koster 150 kroner om måneden.
Efter at vi mandag skrev artiklen ”Demokraterne: Misbrug af monopolet, Tele”, oplyser Tele-Post nu, at virksomheden vil fjerne kravet om fastnettelefoni sammen med internet.
Satser på hurtig løsning
- I Tele-Post arbejder vi hele tiden på at tilbyde de services og produkter, som vores kunder gerne vil have. Og man må sige, at tiderne har ændret den måde, mange bruger telenettet på. For eksempel er det ikke længere fastnettelefonen, der er det primære og bredbånd det sekundære produkt, sådan at forstå at vores kunder i dag bruger internettet (bredbånd) langt mere end fastnettelefonen, forklarer kommunikationschef i Tele-Post, Sæunn Nolsøe.
- Til at begynde med var bredbånd jo tænkt som en tillægsydelse til fastnettelefonen, men sådan ønsker mange kunder det ikke længere.
- Derfor er vi i Tele-Post selvfølgelig også i fuld gang med at se på, hvordan vi bedst tilpasser vores produkter til kundernes ønsker og behov – herunder at kunne tilbyde en internetforbindelse uden krav om en fastnettelefon. Så i løbet af vinteren regner vi med at have nye modeller og tilbud klar.
- Dem skal Telestyrelsen så godkende. Men det satser vi på, at de vil gøre hurtigt, så vi også kan opfylde dette ønske fra mange kunder, fremhæver Sæunn Nolsøe.