Annonce
Taxi driver på Thule-basen
Igennem en sommer var omdrejningspunktet i mit liv en blå Buick med en V8-motor og avanceret militært kommunikationsudstyr indbygget i bagagerummet.
Pituffik er oprindeligt bygget til at huse 10.000 personer. Så den breder sig over et område som en mellemstor dansk provinsby og har et betragteligt vejnet. Så selv om indbyggertallet nu er skrumpet til omkring 650, ligger faciliteter og bygninger så spredt, at der er behov for både busser og taxier.
Annonce
Det skriver avisen AG.
En af disse taxier bemandede jeg i igennem et par måneder i 1976.
Det var spændende at skulle til Grønland, men det kom jeg i virkeligheden ikke. Kun geografisk i hvert fald. Kulturelt var basen et stykke USA, der var flyttet ud i den grønlandske natur. Vejskiltene, bilerne, de grønne pengesedler, de runde dørhåndtag, stikkontakterne med 110 volt, den tynde, dårlige kaffe – alt sammen af samme type, som man kunne finde i Dallas eller Denver.
Grønlændere var der til gengæld ingen af. Jeg tror ikke, at jeg så en eneste under mit ophold.
En overskyet dag i juli ankom jeg med et militært transportfly af typen C-141 Starlifter, en stor sag med fire jetmotorer, fra Sondrestrom Air Base, det vil sige Kangerlussuaq. Jeg var i en gruppe på en halv snes danske arbejdere, der lidt overvældede trådte ud i den amerikanske virkelighed på Thule Air Base, forknytte som en flok drenge på første skoledag.
Alle kom med det klare formål at tjene kassen. Timelønnen hos Danish Arctic Contractors, DAC, der dengang havde servicekontrakten, var ikke så høj. Men vi var garanteret mindst 56 arbejdstimer om ugen, så der kom alligevel en del penge ud af det.
”Hold ud, der er penge i lortet!”, var mottoet. Det afspejler en mentalitet, der heller ikke var ukendt i det rigtige Grønland i de år, og som nok har ført en hel del dårligt med sig.
Læs mere i avisen AG, som du kan få adgang til her: