Tal der tæller for Royal Greenland
Royal Greenland fremlagde torsdag et årsregnskab med en flot bundlinje, og den indeholder traditionen tro en stor mængde søvndyssende tal. Men virksomheden er andet end regnskabstal. Se eksempelvis hvor mange hellefiskehoveder, der endte i en asiatisk suppe eller retter i 2017.
Er du talblind, så forlad straks denne side og giv dig til at læse en anden artikel. For denne artikel handler kun om tal – Royal Greenland i tal.
Bonusviden
Den selvstyreejede fiskerivirksomhed har været så opfindsom at gøre os klogere på virksomheden via tal. Og med tallene får man faktisk bonusviden om, hvad flagskibet også går og arbejder med i dagligdagen.
Lad os komme i gang:
51 elever og lærlinge er i gang med at uddanne sig på virksomhedens fabrikker og kontorer rundt om i verden.
82.234 fakturaer blev sidste år udskrevet til 1.533 kunder.
12.500.000 kilo fisk og skaldyr indhandlede lokale fiskere i Newfoundland.
111.448 tons færdigvarer er solgt til kunder i 48 lande over hele kloden.
9 procent er saltindholdet blevet reduceret med i lagerejer for at gavne folkesundheden.
753 grønlandske medarbejdere har dygtiggjort sig gennem 179 kompetencegivende kursusdage.
1.963 fiskere har indhandlet deres fangster til Royal Greenland i Grønland.
5,613 milliarder kroner landede den samlede omsætning på, hvoraf 99,4 procent blev eksporteret
6.209.813 hellefiskehoveder er endt i delikate asiatiske supper og retter.
Beregnet på gennemsnit
Det fremgår ikke af det flotte årsregnskab, hvordan man er kommet frem til antallet af hellefiskehoveder, men Royal Greenland oplyser:
- Da vi kender gennemsnitsvægten på hellefiskehovederne, er det jo blot at dividere tallet med det totale antal tons hoveder som er produceret, oplyser produktionschef i kategoriafdelingen Niels Wann til Sermitsiaq.AG.