Lufthavne
Sydkommune er rasende over ny lufthavnsplan
Politikerne i Kommune Kujalleq er mere end vrede over, at man har ændret tidsplanen for anlæggelsen af de tre nye lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq.
Ifølge den oprindelige tidsplan skulle man i gang med lufthavnsbyggeriet i syd i sensommeren 2018, og byggeriet skulle stå færdigt i 2020.
Plan ændret
Den plan er ændret, og i stedet starter man i sensommeren næste år med byggeriet af lufthavnen i Nuuk og Qaqortoq-byggeriet igangssættes først i 2019. Samlet set vil alle lufthavne stå færdige i 2022. For Qaqortoq-lufthavnen to år senere end hvad man oprindeligt havde håbet på.
- Det kan ikke passe at en kommune, der i den grad er lammet af en dårlig infrastruktur, skal stilles i venteposition på grund af fare for overophedning i Nuuk. Der er bestemt ikke overophedning af økonomien i Kommune Kujalleq, tværtimod skriger vi på investeringer og arbejdspladser, lyder det i et åbent brev til Naalakkersuisut, som er underskrevet af borgmesteren Kiista P. Isaksen, Stine Egede og Bentiaraq Ottosen.
Kommunalbestyrelsen er fortørnet over, at de kan se frem til to ekstra år under de nuværende servicekontrakter på passagerområdet.
Usolidarisk
- Grønland og især Kommune Kujalleq har brug for en solidarisk prioritering af vores ressourcer, der for en gangs skyld tilgodeser borgerne og erhvervslivet i Sydgrønland. Det er usolidarisk politik og et centralistisk forsøg på at underminere de mange muligheder, der igennem en fremskyndelse af en lufthavn mellem Narsaq og Qaqortoq vil skabe, lyder det fra den vrede kommunalbestyrelse, der beklager den hårde tone.
- Det bliver ikke billigere for samfundet, at servicekontrakten skal belaste såvel landskassen som Sydgrønland i yderligere to år. Så derfor skal byggeriet i gang i Qaqortoq i 2018, andet vil vi ikke acceptere, slutter politikerne det kradse brev til Naalakkersuisut.