Svend Hardenberg om vandkraftprojekt: - Et gearskifte på samfundsøkonomien

Inuit Development Company har fået en tilladelse, som giver adgang til at fortsætte planlægningen af et potentielt vandkraftværk i Tasersiaq. Et projekt, som vil booste økonomien i Grønland, mener Svend Hardenberg.

- Det er skabelsen af op til 1.500 højtbetalte og stabile arbejdspladser, siger Svend Hardenberg.
Offentliggjort

Hele planen ligger klar.

Inuit Development Company ApS har udarbejdet et projektdesign over et potentielt vandkraftværk i Tasersiaq, der på sigt skal kunne udvinde store mængder energi til fordel for en aluminiumssmelter.

Sådan lyder det fra Svend Hardenberg, administrerende direktør i Inuit Development Company ApS.

Senest har selskabet fået en længe ventet forundersøgelsestilladelse.

Det betyder, at selskabet har fået grønt lys til at efterprøve, om det indledningsvise projektdesign er korrekt og fungerer i praksis - eller om det skal justeres. Selskabet kalkulerer med, at det vil tage tre år. Og det er ikke omkostningsfrit.

Forsinkelser i sagsbehandlingen

Inuit Development Company ApS anslår, at det vil koste op mod 290 millioner kroner.

- Jeg har afholdt et møde med en stor investeringsfond, efter vi havde modtaget forundersøgelsestilladelsen. De har allerede givet tilsagn om, at vil dække hele forundersøgelsesfasen, forklarer Svend Hardenberg.

Nu skal selskabet færdiggøre materialet i sådan en udstrækning, at investeringsfonden kan tage det ind til intern behandling. Men udsigten er ikke uden bump på vejen.

Svend Hardenberg oplyser, at selskabet allerede har oplevet forsinkelser med den forundersøgelsestilladelse, der er blevet givet.

- Den største udfordring fremadrettet er, at vi stadig kan møde flere forsinkelser i sagsbehandlingen:

- Vi skal til at bruge rigtig mange penge de kommende år på forundersøgelserne - rundt regnet 100 millioner kroner om året - og derfor er det meget vigtigt, at vi oplever strømlinede processer.

Ifølge Svend Hardenberg vil selv en lille forsinkelse generere en stor omkostning, fordi sommerperioden er kort, hvor søen Tasersiaq ligger.

Konkurrenceudsættelse

I maj blev det meldt ud, at Naalakkersuisut har en plan om at sende flere potentialer til vandkraftværker i udbud for at tiltrække projekter til at udnytte disse store ressourcer.

Beslutningen blev truffet i kølvandet på efterårssamlingen i 2021, hvor Inatsisartut pålagde Naalakkersuisut at lave en plan for at markedsføre vandkraftpotentialerne. Det er i den forbindelse, at Naalakkersuisut udskrev en konkurrence.

Ikke desto mindre kom det som en overraskelse for Inuit Delvelopment Company ApS, som siden er blevet opfordret til at melde sig ind i kampen til den planlagte konkurrenceudsættelse.

Vandkraftloven

Men det ønsker Inuit Delvelopment Company ApS ikke.

Det skyldes først og fremmest, at selskabet - ifølge Svend Hardenberg - allerede har brugt meget tid og mange ressourcer på at udarbejde projektet, som er ansøgt, før meddelelsen om konkurrenceudsættelsen blev kendt.

Inuit Development Company meddeler ligeledes, at det vil betyde en reel forsinkelse af projektet.

Svend Hardenberg ønsker i stedet en behandling i henhold til vandkraftloven, som betyder, at det store projekt kan starte produktionen allerede i 2029, hvis alt går efter planen.

Brint eller aluminium

Og Svend Hardenberg har store planer. Foruden vandkraftværket skal der bygges en aluminiumsfabrik med henblik på at udnytte den udvundne energi bedst muligt.

- Det er skabelsen af op til 1.500 højtbetalte og stabile arbejdspladser. Det bliver et gearskifte på samfundsøkonomien. Vi ved allerede nu, at vi kommer til at booste den interne omsætning i landet med mellem halvanden og to milliarder om året i ekstra omsætning.

Svend Hardenberg har foreslået Anlægs- og Råstofudvalget, at man alene bør vælge at konkurrenceudsætte Tasssartuup Tasersia, fordi vandkraftpotentialet, så vidt det er oplyst, endnu ikke har fået en egnet projektansøgning.

Han holder fast i, at aluminium er det bedste medie at oplagre og transportere energien på frem for brint og e-fuels.

- Det er ikke nær så rentabelt at satse på brint og e-fuels, da det ikke vil skabe særlig mange arbejdspladser og skatteindtægter i forhold til det alternativ, som vi nu har lagt frem med en aluminiumsfabrik.

Virksomheden Alcoa arbejdede med planerne om en aluminiumssmelter i adskillige år. Planerne blev dog skrinlagt tilbage i 2016.

Powered by Labrador CMS