hæder

Studerende hædres med Jonathan Prisen

Civilingeniørstuderende modtager 50.000 kroner, efter at han er blevet nomineret for bedste bachelorprojekt

Jonathan Motzfeldt stod selv bag oprettelsen af fonden, der uddelte sine første legater i 2008
Offentliggjort

Thomas Ravnshøj Johansen, der er civilingeniørstuderende ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU), har modtaget Jonathan Prisen 2015 på 50.000 kroner.

Nomineret
Thomas Ravnshøj Johansen, der kommer fra Ilulissat, modtager prisen, efter at han er blevet nomineret til ’bedste bachelorprojekt’ ved ’International Symposium on Advances in Refrigeration and Heat pump Technology,’ i Odense den 19. november.

Varmepumpe
Thomas Ravnshøj Johansens projekt er en varmepumpe, der skal kunne opvarme huse og større bygninger i Arktis. Projektet indgår som en del af en større undersøgelse ved DTU, hvor blandt andet Norge, Island og Færøerne udvikler forsøg på at opvarme huse på en ny måde i Arktis.

Nogle af Thomas Ravnshøj Johansens varmepumper er allerede installeret i enkelte husstande i Grønland.

Fortjener prisen
- Hans projekt om varmpumper har opnået så stor opmærksomhed, at det blev nomineret blandt årets bedste i forbindelse med symposiet i Odense. Thomas Ravnshøj Johansen har som grønlandsk studerende præsteret noget ganske ekstraordinært, og bestyrelsen i fonden for ’Jonathan Prisen’ er enige om, at han fortjener en opmuntringspris, oplyser fondsbestyrelsen som begrundelse.

- Grønland har brug for opbygning og lokal forankring af kvalifikationer og dygtighed gennem uddannelse, forskning og internationalt samarbejde. Vi har brug for at skabe stærke faglige miljøer, som ikke alene skaber viden og forskning til gavn for vores samfund, men som også tiltrækker andre faglige og kompetente personer med interesse for vores arktiske verden, fremhæver bestyrelsen.

Opmuntringspris
Bestyrelsen for Jonathan Motzfeldts Fond har på et bestyrelsesmøde den 26. februar 2015 indstiftet ’Jonathan Prisen’. Prisen uddeles hvert år til et fortrinsvis ungt mennesker, som har gjort en ganske ekstraordinær indsats, eller som har ganske exceptionelle evner eller talent.

Prisen skal med Jonathans egne ord ved stiftelsen af Jonathan Motzfeldts Fond tjene modtageren til opmuntring.

Uddannelse
Fondens bestyrelse har i 2015 fokus på uddannelse, innovation, iværksætteri, erhvervsfremme som vigtige elementer for udviklingen af det grønlandske samfund.

Bestyrelsen for Jonathan Motzfeldts Fond består af Karen Motzfeldt (formand), Lars Vesterbirk (næstformand) samt Claus Motzfeldt.

Fondens rådgiver er advokat Bruno Månsson, Paragraf Plus Advokater, København.

Læs også:

Jonathan Motzfeldt -Fonden uddeler legater

Jonathan Motzfeldt er død

Powered by Labrador CMS