Stort import-dyk i 2019
Der blev importeret varer til Grønland for lige knap fem milliarder kroner, hvilket var en tilbagegang på 310 millioner kroner og et fald på 5,9 procent i forhold til året før, oplyser Grønlands Statistik.
Grønlands Statistik har netop offentliggjort tallene for handelsbalancen i 2019. Tallene er foreløbige, bemærker statistikkontoret, der blandt andet peger på, at importen af maskiner og transportmidler er faldet med næsten en halv milliard kroner. Det bemærkes imidlertid, at tallene kan ændre sig, idet de er midlertidige.
Handelsbalancen – importen og eksporten lagt sammen – viser et overskud på 224 millioner kroner. Det er en milliard bedre end året før – en sammenligning, som man imidlertid ikke uden videre må foretage. Det skyldes, at eksporttallene opgøres på en ny måde.
Nyt indberetningsprincip
På grund af et nyt indberetningsprincip vedrørende fiskeprodukter er eksportværdien røget i vejret med cirka 30 procent. Forklaringen er, at man nu vil angive varens værdi ved ejerskifte og ikke som hidtil ved landegrænsen. Samme princip gør sig også gældende i nationalregnskabet.
Få den fulde forklaring på ændringerne i handelsbalancetallene her