Stormløb på nordgrønlandsk olie-kursus

Qaasuitsup Kommunia har måtte afvise halvdelen af ansøgerne til et offshore-kursus.

Fremtidens arbejde foregår måske på en boreplatform. Foto: Cairn
Offentliggjort

Der er rift om at oparbejde kvalifikationer inden for oliebranchen og dermed sikre sig et arbejde ved et eventuelt olie-eventyr. Men antallet af kurser står langt fra mål med efterspørgslen.

Det viser erfaringerne fra Qaasuitsup Kommunia, som i samarbejde med Naalakkersuisut har udbudt et offshore-servicekursus.

Der var femten pladser på det ene hold til offshore-service, men kommunen fik hele 35 ansøgninger, oplyser Qaasuitsup Kommunias kommunikationsafdeling.

De femten pladser er fordelt med fem ansøgere fra Ilulissat, fem fra Upernavik og fem fra Uummannaq.

Kurset afholdes på forsøgsbasis, og kommunen vil drøfte med Naalakkersuisut, om det kan gentages.

Efter meget at dømme er der også et stort behov for opkvalificering af arbejdsstyrken til olieindustrien. På en industrikonference i Nova Scotia forleden udtalte Daryl Jones, leder af forsyning og logistik hos Cairn, at Grønland stadig mangler kompetancer inden for råstofsektoren.

- Grønland er i de tidlige stadier i udviklingen af sin olie- og gassektor, og firmaerne der har endnu ikke erhvervet sig kompetencerne eller faciliteterne til at facilitere et komplet bore-program. Der vil være nye muligheder for folk i Grønland og for dem udefra med de rette kvalifikationer, sagde Daryl Jones ifølge avisen The Chronicle Herald.

Powered by Labrador CMS