London Mining
Store protester mod London Minings jernmine i Afrika
London Mining, der har store planer her i landet, bliver kritiseret kraftigt i Sierra Leone
London Mining er ifølge Politiken onsdag kommet under hårde anklager i Sierra Leone, hvor selskabet har sin eneste eksisterende større mine.
Lokale ngo-folk beskylder selskabet for at ignorere lokale miljøregler, undslå sig for skattebetaling og svigte løfter om at hyre lokal arbejdskraft. Selskabet har lagt afstand til anklagerne og insisterer på, at det overholder Sierra Leones love. Men det har ikke fået kritikken til at falde, skriver Politiken.
Protesterne skyldes en dyb vrede mod London Mining og dets handlinger i landet, siger Aminata Kelly-Lamin, der er direktør for råstofområdet i ngo'en Network Movement for Justice and Development (NMJD).
Læs "London Mining i Grønland: Aftalen er en milepæl"
Læs "Grønland er ved at blive et mineland"
- Vi har pokkers mange problemer med mineselskaberne i Sierra Leone, og London Mining er ingen undtagelse. De siger, at de har som mål at sænke fattigdommen og hyre lokal arbejdskraft, men vi kan ærlig talt ikke se nogen beviser på det. Tværtimod er lokalbefolkningen voldsomt utilfredse, siger hun til Politiken i telefon fra Sierra Leone.
Som flere andre lokale aktivister kritiserer hun selskabets manglende overholdelse af miljølovene og den manglende inddragelse af lokalebefolkningen - i direkte modstrid med de løfter, London Mining gav, da man indgik en aftale med landets regering i 2009. London Mining har de seneste måneder været i fokus her i Grønland, fordi selskabet repræsenterer landets bedste bud på at forbedre økonomien.
For tre uger siden gav Naalakkersuisut London Mining en længe ventet tilladelse til at udnytte en stor jernforekomst ved Isua. Det britiske selskab har nu ansøgt om en egentlig byggetilladelse og er gået på jagt efter investorer, der vil skyde de nødvendige 12-14 milliarder kroner i projektet.
Hvis det lykkes at skaffe penge, har London Mining forudsagt, at projektet vil lægge omkring 32 milliarder kroner i den grønlandske statskasse i minens levetid - dels via selskabsskatter, dels via indkomstskatter. Selskabet har også lovet at prioritere lokale ansættelser og indkøb højt samt miljøhensyn højt, skriver Politiken.
Læs flere artikler om London Mining her