generalforsamling

Stine Bosse: "Jeg er temmelig stolt over Tele-Post"

Med et flot regnskab og en ambitiøs udviklingsplan var det en yderst tilfreds bestyrelsesformand, Stine Bosse, der gav sin formandsberetning på Tele-Posts generalforsamling i Katuaq i Nuuk.

Stine Bosse var tilfreds og stolt over Tele-Post-regnskabet. Leiff JosefsenKristian Davidsen, adm. direktør i Tele-Post, forklarede om virksomhedens strategi og udviklingsplaner. Leiff JosefsenTilhørerne på generalforsamlingen. Leiff Josefsen
Offentliggjort

Her forklarede hun, at hun var ”temmelig stolt” over virksomheden og dens økonomiske resultat, der for 2016 resulterede i et overskud på 122 millioner kroner før skat. Det udløser et udbytte til ejeren, som er Selvstyret, der vil få leveret 82 millioner kroner i landskassen.

Flere millioner i udbytte

Og her stopper festen ikke. Tele-Post vil de næste to år aflevere 132 millioner kroner til selvstyret. Det svarer til, at Selvstyret havde besluttet at indføre en multimedieskat på lige godt 2.300 kroner pr indbygger årligt.

Det er især mobilkunderne, der sikrer selskabet den store indtjening. Mobil-området udgør 35 procent af den samlede omsætning, som totalt ligger på 886 millioner kroner.

Den næststørste omsætningspost er data og internet, som udgør 30 procent af omsætningen, men her er det langt sværere at generere et overskud. Tele-Post er på dette punkt også udsat for konkurrence, fordi eksterne internetudbydere kan købe sig adgang til Tele-Posts kabel-infrastruktur. Tre virksomheder tager på den måde markedsandele fra Tele-Post, oplyste Stine Bosse.

Færre breve - flere pakker

Den tradionelle post-forretning med udbringning af breve og pakker udgør 11 procent af omsætningen. Her forventer man et fald i brev-forretningen på 2 til 5 procent, mens forventningerne til pakkepost er positivt på grund af den stigende e-handel.

Stine Bosse forklarede, at direktionens opdrag har været at udbygge den digitale infrastruktur, som sikrer kunderne langt bedre mobil- og internethastigheder. Men samtidig skulle der ske effektiviseringer og forenklinger af forretningen.

Dilemma

- Mange vil se et dilemma ved både at skulle levere god service, og at skulle klare sine opgaver med færre ressourcer. Vore medarbejdere og ledere bidrager dog allerede gennem deres større fokus på forenkling og automatisering af selskabets produkter og processer. Dermed . frigøres flere kræfter til mere værdiskabende arbejde, og reduktionen kommer, når en vakant stilling kan nedlægges i stedet for at blive genopslået. Effekten af denne tilgang er begyndt at vise sig, og vi er på en rolig og velovervejet måde på vej mod vores effektiviseringsmål, sagde Stine Bosse.

Virksomheden beskæftiger i dag 21 færre medarbejdere og omkostningerne er på et år reduceret med tre procent.

Powered by Labrador CMS